De kommende tidsaldre, fra boken: Jesu Gjenkomst. Bind 5. av Oskar Edin Indergaard.

Oversatt til dansk av Uffe Nissen ,Danmark.

Dette er de forskellige tidsaldre på den nye jord, efter at den første tidsalder, som er tidsalderen i tidens fylde, er forbi. - og opvakt med ham og sat os med ham i himmelen i Kristus Jesus, for at han i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overvættes rigdom i godhed mod os i Kristus Jesus. Ef. 2:6-7.

Tidshusholdningerne

Det græske ord, som ligger til grund for ordet tidshusholdning, er ordet oikonomia. Det betyder husholdning eller forvaltning. Men da disse ord ikke er så meget brugt og ikke så godt kendt, kan vi også bruge ordene frelsesplan eller tidsperiode.

Medens ordet tidsalder udtrykker en tidsperiodes længde, udtrykker ordet tidshusholdning den moralske standard og de moralske krav, som Gud ønsker menneskene skal leve efter i en bestemt tidsperiode. Gud forpligter menneskene på dele af sin vilje i de forskellige tidshusholdninger.

Dersom menneskene levede efter Guds vilje i den bestemte periode og kommer til personlig tro på ham, har de del i frelsen og vil i sin tid få del i Riget for Israel og de kommende tidsaldre.

Det er ikke menneskets efterlevelse af Guds krav, som frelser det, for mennesker indsér snart, at de ikke formår at opfylde Guds krav i tidshusholdningen, men ved at mennesket holder Guds krav og Guds bud, signaliserer det til Gud, at det er interesseret i at blive frelst. Det er Guds nåde som frelser i alle tidsperioder. Tidshusholdningerne er forskellige med hensyn til de vigtigste etiske krav i de forskellige tidsperioder, men de etiske principper, som er blevet gjort kendt i en tidligere periode, går videre ind i næste tidshusholdning.

De etiske princippers idé forskellige tidsperioder peger på Jesu forsoningsværk. Når mennesker ikke magter at efterleve de etiske principper, som er nedlagt i tidsperioderne, peger dette på en forløser, som må komme og forsone verden med Gud. Det var dette Job fik at se, da han opdagede, at ingen kan frelse sig selv ved egne gerninger og sin egen retfærdighed. Vi véd, at Job var det mest retfærdige menneske på hele jorden, Job 1:1. Senere viste Gud ham, at han havde en genløser i jødernes Messias, Job 19:25-26.

Gud må prøve menneskene m.h.t. de forskellige kombinationer af etiske principper i tidshusholdningerne, så det på dommens dag skal kunne udelukkes, at Gud ikke har tilbudt menneskene samtlige frelseskombinationer.

Dersom Gud ikke havde handlet på denne måde i tidshusholdningerne, kunne han ikke have dømt menneskene med retfærdighed ved de forskellige domshandlinger, for menneskene havde da kunnet anklage ham for ikke at have brugt alle kombinationer af frelsesprincipper. Gud ville dermed være uretfærdig. Vi véd, at Gud ikke er således. Han er en retfærdig og forsonende Gud, som vil, at alle skal blive frelst og komme til sandheds erkendelse: 1. Tim. 2:4.

Til trods for, at Gud kommer med sine krav i tidshusholdningerne, må vi alligevel være opmærksomme på det forhold, at efterlevelsen af dem ikke frelser menneskene. Den giver kun en etisk og ydre retfærdighed. Det er Guds nåde, som frelser og troen er midlet til, at dette kan ske.

Guds krav i tidshusholdningerne er rammen om frelsen, og de viser menneskene den vej eller den retning de skal gå for at få del i frelsen. Når menneskene går på Guds vej og efterlever hans krav i tidsperioderne, er de ikke langt fra Guds rige.

Vi må være opmærksomme på det forhold, at der er forskel på at efterleve Guds krav og at opfylde dem. Det første formår mennesker, mere eller mindre. Det andet har intet menneske formået. Paulus magtede det første, men det sidste magtede han ikke: Fil. 3:6 og 3:9.

Jesus er den eneste, som formåede at opfylde lovens krav og bud uden at gøre en eneste fejl. Derfor er han også den eneste, som kan frelse et menneske: 1. Pet. 3:18.

Uskyldighedens tidsalder

Den var fra skabelsen til syndefaldet. I flg. Tanach var der kun ét forbud i denne periode: Menneskene kunne frit spise frugten af alle træer i Edens have med undtagelse af frugten på det træ, som gav kundskab om godt og ondt: 1. Mos. 2:16,17. Det varede 960 år, før Adam døde – efter at Gud havde sagt dette til ham. Dette viser os at én dag i Herrens øjne er som 1000 år. Det er derfor mange hævder, at Gud deler frelsehistorien op i et tidsskema på 7 dage á 1000 år.

Samvittighedens tidsalder

Den varede fra uddrivelsen fra Eden have og til syndfloden.

De jødiske rabbinere regner med, at de 7 bud til Noa blev givet allerede til Adam. De har flg. ordlyd:

a. Menneskene skulle ikke drive afgudsdyrkelse.

b. De skulle ikke drive Gudsbespottelse.

c. De skulle ikke skade dyr eller dele som var skilt fra et levende dyr.

d. De skulle ikke stjæle.

e. De skulle ikke udføre blodskam eller seksuel umoral.

f. De skulle ikke myrde.

g. De skulle skabe et retfærdigt retssystem, som skulle håndhæve de 6 første bud.

Disse 7 bud er forpligtende for hedningernes forhold til Gud op igennem alle frelsestidshusholdninger.

I tillæg til dette blev der i denne periode lagt afgørende vægt på menneskets egen samvittighed, som er Guds stemme i ethvert menneske. Det frifinder eller dømmer menneskene i forhold til de bude som er pålagt dem i tidsperioden. Selve ordet samvittighed betyder, at mennesket ved noget med sig selv – om det som er godt og det som er ondt. Guds lov er med andre ord skrevet ned i menneskets hjerte eller samvittighed: Rom. 2:14-15.

Menneskestyrets tidsalder

Den varede fra dommer efter syndfloden og til udvælgelsen af Abraham.

I tillæg til de 7 bud til Noa bud havde denne periode iflg. Tanach også disse bud:

a. Menneskene kunne spise både kød og planter.

b. Kødet med blodet i måtte de ikke spise.

c. Den som gjorde det, skulle dø, for blodet skulle være en soning for menneskenes synder.

d. Den som dræbte et andet menneske, skulle selv blive dræbt. 1. Mos. 9:1-7.

Løftets tidsalder

Den varede fra Guds udvælgelse af Abraham og til lovens indgåelse på Sinai.

I denne periode skulle jøderne holde de bud og de forskrifter, som de kendte til. Det er ikke korrekt, det som en del Bibel-forskere hævder, at denne periode var en fri nådesperiode. Grunden til, at de hævder det, er det forhold, at Bibelen siger Abraham blev frelst på grund af sin tro: Rom. 4:3. Men det udsagn angår ikke menneskets egen retfærdighed, Det angår Guds retfærdighed. Det er troen, som frelser i alle tidsperioder, og den er en gave som vi ikke har fortjent.

At løftets tidsperiode var en betinget periode, ser vi af det forholdet at den operer med to frlsesprinsipper, og det var:

a) Menneskets egen retfærdighed, som en etisk retfærdighed. Dette er ingen frelsende retfærdighed, men den har frelsen som sitt mål.

b) Guds retfærdighed, som er den frelsende retfærdighed. Det er det samme som nåden.

Vi skal medtage nogle Bibelvers, som viser at løftets tidshusholdning ikke var en fri nådesperiode, men at den var betinget af at budene blev holdt.

Tidsalderen var betinget, men løfterne var ubetinget. Vi må ikke sammenblande disse to forhold. 1. Mos. 17:9-14 og 26:4,5.

Efter min vurdering kendte jødefolket de 10 bud før indgåelsen af loven på Sinai. De 10 bud var dermed også bundet til Abrahamspagten. Det jøderne måtte forpligtige sig på, var at lyde Herrens røst og holde hans bud. Dette forhold kommer også frem i det, som skete ved Mara på vej til Sinai: 2. Mos. 15:25-26.

Da jødefolket drog ud af Ægypten, fik de besked på at lyde Herrens røst og holde hans bud og forordninger. De forskellige ordninger angående ofringerne først givet efter, at jøderne brød de 10 bud, efter at de var kommet til Sinai.

Dette kan betyde, at dersom jøderne havde holdt de 10 bud og Herrens forordninger, så havde Herren ikke behøvet at indføre resten af Moseloven for dem. Den byrde, som Herren lagde på jødefolket fra begyndelsen af, var en let byrde: 2. Mos. 20:1-17 (om de 10 bud).

Med hensyn til de 10 bud må vi være opmærksomme på det forhold, at de bliver betragtet som EN ENHET. Der er kun ét bud: Es. 24:5. Når ordet budene står i flertal i den hebraiske tekst, blev ordet læst i ental. Dette viser, at hele loven blev betragtet som en enhed og som ét bud.

De 10 bud er en del af Moseloven. De blev givet til jøderne. Sabbatsbudet viser, at dette er en rigtig vurdering. Det er ikke den kristne menighed, der skal holde sabbaten, det er jøderne.

Men det er ikke bare de 10 bud, som bliver betragtet som en enhed. Det gælder også hele Moseloven: Jakob 2:10, der viser, at indholdet i Jakobs brev angår jøderne og ikke den kristne menighed.

At løftets tidsperiode ikke var en fri tidsperiode, men hører med til Guds lovs tidsperiode, kommer også til udtryk i den vurdering, som rabbinerne af Elias-skolen har gjort angående tidsperioderne. De har sagt: ”Verden består i 6000 år. De første 2000 år er kaos. De næste 2000 år er Guds lovs periode. De næste 2000 år er Messias` dage. Derefter kommer Riget for Israel eller Guds rige, og det er bare Herren som er ophøjet i denne periode.”

Jeg vil her citere fra J. R. Churchs bog: Hidden Propecies in The Song of Moses side 212, hvor der står: "Lad mig antyde, at vi inkluderer løftets tidshusholdning i billedet af denne periode – lovens tidshusholdning. Den totale tid er givet af de rabbinske lærere, for "Lovens udbredelse" er 2000 år. På denne måde kombinerer rabbinerne Abrahams løftepagts 500 år med Mose lovpagts 1500 år.

Denne vurdering kommer også frem i Jakobs brev, som ikke er beskrivelse af den frie nådens tidshusholdning, men en beskrivelse af det trosmæssige grundlag, som var både i tidsperioden for rigets nærhed og som vi vil få i 1000-årsriget.

Jakob skriver om retfærdighedsbegrebet i løftets tidsperiode. Abraham, vor far, blev han ikke retfærdiggjort ved gerninger, da han ofrede sin søn Isak på alteret? Du ser troen virkede sammen med hans gerninger og at troen blev fuldkommen ved gerninger." Jak. 2:21-22.

Jeg vil også citere, hvad E. W Bullinger siger om denne periode i The Companion Bible side 1352 i hans kommentar til Mattæus 19:12. "Dette (det tidsalderlige liv) blev opnået gennem gerninger i denne tidsperiode (tidsperioden for rigets nærhed). Således har det været siden syndefaldet: 3. Mos. 18:5.

Nu i vor tidsperiode er alt fuldbragt, og tidsalderligt liv er en gave fra Gud."

Lovgivningen i Tanach før Moseloven

Ved siden af de love vi allerede har nævnt, finder vi en lovgivning i Tanach før Moseloven blev givet. Denne lovgivning kan vi dele i to:

a. Det er den lovgivning, som stammer fra Gud. Den vil være i samsvar med Moseloven, som blev givet på et senere tidspunkt.

b. Det er de babylonske love, som vi finder i Hammurabis love. Disse gik langt tilbage i tiden og blev samlet på Abrahams tid.

c.

I 1901 blev Amrafels (Hammurabis) love (1. Mos. 14:1.) opdaget i Susa af M. J. de Morgan. Den seneste datering for disse love er år 2139 f. Kr.

I 800 år før Moses regulerede disse love forholdet mellem menneskene fra Den Persiske Gulf og til Det Kaspiske hav og fra Persien til Middelhavet. De blev også brugt i Kana’an. En del af disse love kan genspejle Guds vilje, men i og med, at de er blevet til på et hedensk område og har udviklet sig over en tid, kan vi ikke være helt sikre på dette.

Moseloven derimod er udtryk for Guds vilje med jøderne. Vi skal her gentage en del af lovgivningen i Tanach før Moseloven og sammenligne dem med det, som Moseloven siger om det samme.

Loven om Sabbaten. Selve ordet sabbat betyder den syvende. 1. Mos. 2:3 - 2. Mos. 20:8.

Loven om offersted. 1. Mos. 4:3 - 2. Mos. 25:8.

Loven om offer. 1. Mos. 4:4 - 2. Mos. 29:36.

Loven om, at Gud modtog ofret med ild fra himlen. 1. Mos. 4:4 - 1. Kong. 18:38.

Loven om rene og urene dyr og fugle. 1. Mos. 7:2-3 - 3. Mos. 11.

Loven om alteret. 1. Mos. 8:20 - 2. Mos. 20:24.

Loven om tilladelse til at spise kød. 1. Mos. 9:3 - 5. Mos. 12:20.

Loven om forbud mod at spise kød med blod i. 1. Mos. 9:4 - 3. Mos. 17:10.

Loven om forbud mod at slå ihjel. 1. Mos. 9:6 - 2. Mos. 20:13.

Loven om fædres autoritet over deres børn og deres slægt. 1. Mos. 9:25-27 - 2. Mos. 20:12

Loven om monogami. 1. Mos. 2:24 - 5. Mos. 24:1 - Es. 54:6 - Mal. 2:16.

Loven om forbud mod hor. 1. Mos. 12:18 - 3. Mos. 20:10.

Loven om tiende. 1. Mos. 14:20 - 3. Mos. 27:30.

Loven om pagtsindgåelse. 1. Mos. 15:10 - 2. Mos. 34:27.

Loven om menneskets retfærdiggørelse. 1. Mos. 17:1 - 3. Mos. 12:3.

Loven om omskærelse. 1. Mos. 17:10 - 3. Mos. 12:3.

Loven om gæstfrihed. 1. Mos. 21:23 - 2. Mos. 22:21.

Loven om umoral og synd. 1. Mos. 18:20 - 2. Mos. 32:31.

Loven om edsaflæggelse. 1. Mos. 26:28 - 2. Mos. 22:11.

Loven om dobbelt erstatning. 1. Mos. 22:9 - 2. Mos. 22:4.

Loven om førstefødselsretten. 1. Mos. 25:33 - 5. Mos. 21:16.

Loven om salvning med olie. 1. Mos. 28:18 - 2. Mos. 40:15.

Loven om nødvendigheden af at holde løfter. 1. Mos. 28:20-21 - 4. Mos. 30:3.

Loven mod afgudsdyrkelse. 1. Mos. 31:32 - 5. Mos. 5:7.

loven om urenhed. 1. Mos. 31:35. (Se også 3. Mos. kap. 15.)

Loven mod ægteskab mellem omskårne og uomskårne. 1. Mos. 34:14 - 5. Mos. 7:3.

Loven om ceremoniel renhed. 1. Mos. 35:2 - 2. Mos. 19:10.

Loven om drikofferet. 1. Mos. 35,14 - 3. Mos. 23:18.

Loven om at gifte sig med sin brors enke. 1. Mos. 38:8 - 5. Mos. 25:5.

Loven om medgift. 1. Mos. 34:12 - 2. Mos. 22:16.

(Se også The Companion Bible side 22 i Appendika, Hammurabis lov paragraf 158)

Lovens tidsalder

Den varede fra Sinai og til døberen Johannes: Mat. 11:13 - Luk. 16:16.

I denne tidshusholdning blev Moseloven med alle dets forskellige forordninger lagt til grund for forholdet mellem jøderne og Gud. Den skulle vise jøderne og alle mennesker hvad der var Guds inderste vilje og krav,

Moseloven siger videre, at det menneske, som holdt loven, skulle leve ved dette: 3. Mos. 18:5. Læg mærke til, at der står ikke, at man måtte opfylde Moseloven for at blive frelst. Dersom der havde stået det, var intet menneske blevet frelst. Der er forskel på at holde loven og at opfylde loven.

Dette betyder

a. For det første var der ingen frelse i Israel udenom Moseloven.

b. For det andet blev loven betragtet som en indirekte frelsesvej. Den kanaliserede menneskets egen retfærdighed. Hvor den udfoldede sig i en ren Gudsdyrkelse og et ydmygt sind, kom Guds retfærdighed ham i møde og frelsen eller nåden blev givet som en garanti og som en pant på, at kontakten mellem Gud og mennesket var etableret: Es. 64:4.

Moseloven består af 3 dele:

a. De 10 bud eller dekalogen.

b. Ceremonilovene, som beskriver både de mange ofre og de forskellige højtider og højtidsdage i Israel.

c. Den civile eller juridiske lov, som foreskrev hvordan landet Israel skulle styres og hvordan indbyggerne skulle leve i forhold til hinanden.

Rabbinerne mente og mener fortsat at Mishnah (den mundtlige lov) og Gemara (kommentarerne til Mishnah) også hørte med til Moseloven, og at de er lige så bindende som selve Moseloven. De blev efter deres vurdering også givet til Moses på Sinai, men de blev videreført ved en mundtlig tradition, indtil de blev nedskrevet.

Den mundtlige tradition er nedskrevet i Talmud. Der er to Talmud’er: Den Jerusalemske og Den Babyloniske Talmud.

Det er Den Babyloniske Talmud, som er vigtigst i dag. Den blev nedskrevet ca. 500 e. Kr. og består af 5894 sider.

Vi er enige om, at både Mishnah og Gemarra hører med til jødernes lov, for vi regner med, at mange af de rabbinere, som udtalte og nedskrev dem, var inspireret af Gud, men når indholdet i den mundtlige lov er i strid med Guds ord i Bibelen og med Jesu undervisning i NT, er den ikke bindende for jøderne. Jesus tog ofte op disse spørgsmål i sin undervisning. Han kaldte den mundtlige lov for "de gamles forskrifter".

I Bjergprædikenen, som er grundloven i Himmeriget, viser Jesus ved en række eksempler, at den mundtlige lov (Mishnah) enten ikke var fuldstændig nok eller ikke var i overensstemmelse med Guds ord og Guds vilje: Mat. 5:21-22.

Moseloven er ikke ophævet, men den er opfyldt til frelse for enhver, som tror – for jøde først og så for hedninger. Dette gjorde Jesus fra Nasaret, både i sin vandring, ved sin død og opstandelse. Hvad der mangler af i profetiske ord, vil han opfylde efterhånden: Mat. 5:17.

Det sidste udsagn betyder tre ting:

a. Jesus skulle opfylde lovens krav, så alle mennesker kunne få del i frelsen.

b. Jesus skulle i sin person og i sin gerning opfylde det profetiske ord, som loven og profeterne havde profeteret om ham.

c. Jesus skulle fortolke loven på en ret måde overfor jøderne. Når en rabbiner mente, at en anden rabbiner fortolkede loven forkert, sagde han: Du ødelægger loven, det sagde de om Jesus.

Moseloven er givet til jødefolket. Det var jøderne, som forpligtigede sig på den ved Sinai: 2. Mos. 24:7.

Hedningerne er ikke forpligtet på Moseloven som jøderne er det, men til trods for det genfinder vi dele af den i alle tidshusholdningerne. Det gælder først og fremmest de 10 bud og de bud og forordninger, som er udledt af dette bud.

Guds lov har bestandig indeholdt de samme bud, men det er ikke alle budene og forordningerne, som er gjort kendt for alle mennesker i enhver tidshusholdning. Menneskene er ikke ansvarlig for Gud med mere end det, som er åbenbaret for dem.

Moselovens hensigt og begrænsning

På hebraisk hedder loven torah. Det bliver opfattet på følgende 3 måder:

a. Moseloven.

b. De 5 Mosebøger.

c. Hele Tanach, som er det hebraiske ord for Det gamle Testamente.

Det hebraiske ord Torah er blevet oversat til græsk med ordet nomos, som betyder lov eller forskrifter. Dette er ikke nogen god oversættelse, for torah betyder ikke lov, men undervisning, lære.

I Torahen er derfor hele Guds vilje og planer med jødefolket nedskrevet. Den består ikke bare af bud og forskrifter, således som vi hedningekristne har så let ved at forestille os, men den består af alle Guds planer, hans vilje og råd.

Torahen består af 613 bud, men den indeholder også Guds nåde og frelse for sit folk Israel. Den modsætning, som er blevet opbygget mellem Torahen og evangeliet er forkert, kunstig og skadelig. Der er ingen modsætning mellem Torahen og evangeliet, for Guds nåde og frelse er også nedlagt i Torahen.

Når Torahen siger: Den, som gør disse ting, skal leve ved dem, så betyder det, at den som holder Torahen, er på vej mod frelsen. Gud kommer den, som holder Torahen, i møde med sin nåde og frelser vedkommende ind i sit rige: Es. 64:4.

Det nye Testamente er også Torah. Det er undervisning og lære fra Gud. I alt indeholder NT ca. 1050 bud og forordninger fra Gud. En del af disse angår Rigets forkyndelse, medens en del kun angår den kristne menighed. Lige så lidt som de troende i gammeltestamentlig tid formåede at opfylde Guds lov, lige så lidt magter vi som kristne at opfylde Guds lov.

Moseloven har følgende sigtemål:

Loven skal dømme jøderne. Det er dem, som har loven. De, som ikke har holdt loven, skal ikke få del i frelsen: Rom. 2:12 - Rom. 3:19.

Loven kan ikke frelse noget menneske, for ved loven kommer erkendelse af synd: Rom. 3:20 – 7:7-8 – 8:3 - 2. Kor. 3:6 - Gal. 2:16,19 – 3:10,11,13 - Hebr. 7:11,19 – 8:7-8 – 9:15.

I den frie nådes tidshusholdning er loven sat til side som indirekte frelsesvej: Rom. 3:21,22-28 – 7:6,12 og 19 – 8:7 – 10:1,9.

Troen stadfæster loven. Det betyr at den ikke kan frelse menneskene. Rom. 3:21- 8:4.

Loven fører til Guds vrede, for ingen kan opfylde loven til egen frelse: Rom. 4:15.

Loven blev givet for at faldet skulle blive stort: Rom. 5:20.

Loven vækker de syndige lyster: Rom. 7:5.

Loven er hellig, retfærdig, god og åndelig: Rom. 7:12,14:16.

Kristus er lovens hensigt: Rom. 10:4.

Den som elsker, har opfyldt loven: Rom. 13:8,10.

Loven står i dødens og fordømmelsens tjenste: 2. Kor. 3:7-11.

Loven kan ikke give den hellige ånd: Gal. 3:2,5.14.

Loven blev sat ved siden af Abrahamspagten i den hensikt å fremheve synden. Gal. 3:19,23.

Loven er ikke imod Guds løfter: Gal. 3:21.

Loven er blevet vor (jødernes)vejviser til Kristus: Gal. 3:24,25.

Loven hører med til verdens børnelærdom, for den kan ikke frelse nogen. Dele af den er også forandret på grund af Jesu forsonergerning: Gal. 4:3.

Kristus afskaffede fjendskabet mellem jøder og hedninger og loven som indirekte frelsevej: Ef. 2:15.

Loven giver en anden retfærdighed end Guds retfærdighed: Fil. 3;6,9.

Loven er ikke til for den retfærdige, men for den uretfærdige, for den retfærdige lever efter Guds lov og desuden har han del i Guds retfærdighed ved troen på Jesus: 1. Tim. 1:9,10.

Loven er blevet forandret, for præstedømmet er blevet forandret: Hebr. 7:12.

Loven kan ikke rense samvittigheden: Hebr. 9:13,14 – 10:1,2.

I trængselstiden og i 1000-årsriget skal dele af loven komme tilbage igen som absolutte krav til menneskene, for at de kan få del i frelsen.

I trængselstiden vil jøderne blive dømt efter deres forhold til Jesus fra Nasaret, Luk. 19:27.

Hedningerne vil blive dømt i forhold til deres behandling af jøderne i trængselstiden: Og kongen skal svare og sige til dem: Sandelig siger jeg jer: Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig. Mat. 25:40.

I 1000-årsriget vil menneskene blive dømt i forhold til både deres egen retfærdighed og Guds retfærdighed. Jesu forkyndelse i de 4 evangelier vil være basis for frelsen i 1000-årsriget.

Det er ordet retfærdighed, der vil være det centrale ord i 1000-årsriget. Det gælder både menneskets egen retfærdighed og Guds retfærdighed.

I 1000-årsriget vil også ofringerne i templet komme tilbage, men de vil have en anden karakter end i gammeltestamentlig tid.