Apostelmødet i Jerusalem. Fra bogen: Jesu Gjenkomst. Bind 5. av Oskar Edin Indergaard.

Oversatt til dansk av Uffe Nissen. Danmark.

Paulus fik bl.a. den opgave af Jesus at han skulle forkynde det lovfrie evangelium for både jøder og hedninger, men mange jøder ville ikke acceptere, at der var kommet en ny tid og et nyt evangelium, for det stemte ikke over-ens med Rigets evangelium eller med judaismen, som blev forkyndt i de jødiske synagoger.

Efter at der var indløbet mange klager til de ældste i den jødiske forsamling i Jerusalem om Pauli nye budskab til hedningerne, blev der indkaldt til et apostelmøde i Jerusalem i året 49-50. Det var læren om den frie nåde, der skulle debatteres.

Til stede var der følgende 4 grupperinger, som havde hver deres vurderinger af den frie nåde og det evangeli-um, som Paulus forkyndte:

1. Det var farisæernes parti. De havde modtaget troen på Jesus og de mente, at også hedningerne skulle om-skæres og holde Moseloven for at blive frelst. Ap. Gr. 15:5.

2. Peter mente, at hedningerne ikke skulle omskæres og ikke holde Moseloven, for den havde ikke engang jø-derne magtet at holde.

Han mente videre, at jøder og hedninger blev frelst på samme måde. Det var troen på Jesus, som gav frelsen: "Og Gud som kender hjerterne, gav dem vidnesbyrdet, idet han gav dem ligesom os Den hellige Ånd og han gjorde ingen forskel mellem os og dem, idet han ved troen rensede deres hjerter. Hvorfor frister I Gud ved at lægge et åg (Moseloven)på discip-lenes nakke, som hverken vore fædre eller I var i stand til at bære? Men ved den Herre Jesu nåde tror vi, at vi bliver frelst på samme måde som dem.” Ap. Gr. 15:8-11.

Peter kendte til budskabet om den frie nåde for hedningerne allerede 14 år før dette møde og han havde god-kendt det på et tidligere tidspunkt. Efter Paulus’ treårige ophold i Arabien opsøgte han Peter og Jakob i Jerusalem og fremlagde for dem det nye budskab, som han forkyndte for hedningerne: "Siden, 3 år efter, drog jeg op til Jeru-salem for at blive kendt med Kefas og jeg blev 15 dage hos ham, men nogen andre af apostlene så (besøkte)jeg ikke, uden Jakob, Herrens bror." Gal. 1:18-19.

Peter godtog dette budskab for hedningerne og benyttede sig dermed af nøglemagten, som han havde fået af Jesus til at være med til at løse hedningerne fra Moseloven. Denne nøglemagt havde både han og de andre apostle fået. "Og jeg vil give dig nøglerne til himlenes rige, og det du binder (forbyder) på jorden (i Israel), skal være bun-det i himmelen, og det du løser (tillader) på jorden (i Israel), skal være løst i himmelen." Mat. 16:19.

"Sandelig siger jeg jer: Hvad i binder (forbyder) på jorden (i Israel), det skal være bundet i himmelen, og hvad du løser (tillader) på jorden (i Israel), det skal være løst i himmelen.” Mat. 18:18.

3. Paulus og Barnabas fortalte, hvor store tegn og undergerninger, Gud havde gjort blandt hedningerne gen-nem ved deres virksomhed. Ap. Gr. 15:12.

Jakob udtalte sig om det tidsmæssige aspektet mellom hedningenes første tilsutning til Riget og jødernes genoprettelse og frelse i endens tid: "Simon har fortalt, hvordan Gud allerede har sørget for at skaffe sig et folk af hedninger for sit navn. Og det stemmer overens med profeternes ord, sådan som der står skrevet: Derefter vender jeg tilbage og genop-bygger Davids faldne hytte; jeg genopbygger det, der er revet ned, og genrejser den, så at de øvrige mennesker kan søge Herren, alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, som har gjort dette kendt fra evighed af." Ap. Gr. 15:14-18.

Til tross for at Jakob kjente til Paulus budskap om den frie nåden for hednngene, så uttalte han seg ikke om den kristne menigheten på dette møtet. Han henviste til det profetiske ordet, og det profetiske ordet beskriver ikke den kristne menighets tid. Det var en HEMMELIGHET helt inntil Paulus fikk oplysning om det.

På samme måde, som Peter benyttede sig af løsemagten på apostelmødet, benyttede Jakob sig af bindemagten i forhold til, at de hedningetroende måtte afholde sig fra 4 ting i vandringen som kristne, og det var:

a. Afgudernes urenhed. Det er urent offer kød.

b. Hor, som i dette tilfælde være tempelprostitution.

c. Kød, som er kvalt, for blodet var i dette kød.

d. Blod, for livet (sjælen) er i blodet. Ap. Gr. 15:19-20.

Disse 4 påbud har ikke noget med selve frelsesgrundlaget at gøre, men det skulle være et tegn overfor både jø-der og hedninger, at fulgte man disse krav, tilhørte man Herren og var medlemmer af den Nytestamentlige forsam-ling.

På samme måde, som jøderne fik omskærelsens tegn, fik de hedningetroende disse 4 tegn som bevis på, at de tilhørte den kristne forsamling,

Vi gør opmærksom på, at disse 4 påbud er en del af de 7 Noakisttiske bud, som er givet til hedningerne. De hedningetroende er fortsat bundet til disse 7 bud, mens jøderne er bundet til de 613 bud (hebraisk mizvot) i Mose-loven. Det er stadig forskellen mellem jøder og hedninger.

Det blev krævet, at de hedningetroende skulle efterleve disse 4 påbud. "Efter som de nu drog fra by til by, på-lagde de brødrene at holde de bud, som var vedtaget af apostle og de ældste i Jerusalem." Ap. Gr. 16:4.

Jakob accepterede derefter den frie nåde for de hedningetroende som det eneste grundlag for frelsen.

Han mente videre at de messianske jøderne skulle holde dele af Moseloven og Jesu undervisning i vandringen som troende. Det forholdet at hedningerne ikke ble forpliktet på Moseloven, svekket ikke Moseloven, for den ble opplest i synagogene hver sabatt. "For Moses har fra gammel tid sine forkyndere i alle byer og læses op i synagogerne hver eneste sabbat." Ap. Gr. 15:21.

Apostelmødet var en fuldstændig sejr for den frie nåde og det budskab, som Paulus og Barnabas forkyndte for hedningerne.

Det var totalt nederlag for farisæernes parti, som mente, at hedningerne måtte omskæres og holde Moseloven.

Endvidere blev det bestemt, at Paulus og Barnabas skulle gå til hedningerne med evangeliet om den frie nåde og Jakob, mens Peter og Johannes skulle gå til jøderne med den messianske jødedommen. ”Og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne og de til jøderne." Gal. 2:9.

I tillæg til dette blev Paulus og Barnabas bedt om at indsamle penge fra hedningetroende forsamlinger til me-nigheden i Jerusalem: "Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.” Gal. 2:10.

Det forhold, at jøderne fortsat skulle holde dele af Moseloven som forpligtigelse i vandringen som troende, blev også bekræftet på et senere tidspunkt af de ældste i Jerusalem: "Da de hørte det, lovpriste de Gud og sagde til Paulus: Broder, du ser, hvor mange tusinde jøder, der er blevet troende, og de brænder alle af iver for loven." Ap. Gr. 21:20.

"- så vil alle forstå, at der ikke er noget om det de har hørt om dig, men at du selv lever efter loven og overhol-der den." Ap. Gr. 21:24.

Moseloven er ikke givet til hedningetroende og den skal heller ikke holdes af dem. "Men om de hedninger, som er blevet troende, har vi udsendt en skrivelse med bestemmelse om, at de skal vogte sig for kød, der ofres til afgu-der, og for blod og for kød af kvalte dyr og for utugt." Ap. Gr. 21:25.

"For dem, som er uden lov, er jeg blevet som én, der er uden lov, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er un-der Kristi lov (Kristi lære til Paulus)." 1. Kor. 9:21.

På Aeropagos i Athen forkyndte Paulus frimodigt

evangeliet om Kristi opstandelse fra de døde