Mattæus Evangeliet, Jesu liv og lære. Av Oskar Edin Indergaard. Del 2.

Referatet er skrevet av Egon Ladegaard Kristiansen, Danmark.

S. 36: Det var ikke ukendt for jøderne at hedningerne havde del i Guds Rige-Gl.testamente oplyser at hedningerne skulle frelses gennem og sammen med jøderne. De skulle opnå frelse ved at slutte sig til jødedommen.

Paulus`forkyndelse for den kristne menighed kommer til udtryk i hans 13 breve som er skrevet til den kristne menighed (Brevet til Hebræerne er skrevet til jøderne) men det fatale er at teologerne og forkynderne sammenblander den messianske lovforkyndelse med Jesu forkyndelse IND i den paulinske lære om den frie nåde. Således bliver folk usikre på om nåden er fri, eller om man skal præstere noget for at blive frelst.

Man er til og med usikker på om man er frelst. Det står flg om troens vished: Hebr.11,1. Dette er troens karakter i alle tidsperioder.

Vi må skille mellem de paulinske hemmeligheder og det profetiske ord. Det er blot i de paulinske Skrifter og i sidste del af Apostlenes Gr. at vi finder hemmeligheden med den kristne menighed-.

De andre Skrifter i N.T. angår det profetiske ord. De har også deres hemmeligheder. Dommen i denne tidsperiode, er at den kristne menighed bliver bortrykket til Gud, og der bliver en forfærdelig domstid over både jøder og hedninger. Johs. Åben.6-19.

S. 41: Vedrørende den tid som vi lever i, så er det af den største vigtighed at vi er opmærksomme på det forhold, at den kristne menighed eller ”Kristi legeme” ikke begyndet ved Johannes døber eller ved Jesus, men den begyndte med Paulus. Dette betyder at vi ikke kan tage hele N.T, til indtægt for menighedens tidsperiode. Vi må være klar over det forhold at de jødiske Skrifter i N.T., som er de 4 evangelier, Peter og Johannes deres breve, Hebræerbrevet, første del af Apostlenes Gr. og Johs. Åbenbaring, ikke hører med til menighedens Skrifter, men de hører med til ”Riget for Israel”, som på Jesu tid var nær indtil Paulus omvendelse i år 37. Den kristne menigheds Skrifter finder vi i Paulus`13 breve.

Oprindelig fulgte også de hebraiske Skrifter efter de 4 evangelier i N.T., men de blev flyttet bagerst i vore Bibler af den katolske kirke. Dette er naturligvis et udslag af den såkaldte erstatningsteologi.

Dersom de fortsat havde stået først i vore Bibler, så havde dette givet en korrekt forståelse af det indbyrdes forhold mellem Skrifterne i N.T. Først kom de Skrifter som havde tilknytning til ”Riget for Israel”, og derefter kom de Skrifter som havde tilknytning til den kristne menighed.

Først kom de jødiske Skrifter, og derefter kom Paulus. Helt til slut kom Johs. Åbenbaring.

(Se min bog: Mattæus Evangeliet, Jesu liv og lære,s.12-13.)

Dette betyder naturligvis ikke at vi ikke kan bruge de jødiske Skrifter i vor tidsperiode. Det kan vi, men vi må være opmærksomme på det forhold at der findes elementer i dem, som vi ikke kan bruge.

S. 50: Vi har for det sjette den del af Guds rige som angår Forkyndelsesfrihed om de forskellige hemmeligheder med den kristne menighed. Dette rige har ikke noget bestemt geografisk område, men det gælder hele verden. De som kommer til tro på Jesus fra Nazaret som jødernes Messias og verdens frelser, har del i dette rige. De hører med til Jesu åndelige legeme. Paulus underviste om dette rige: Ap.gerninger 28,31.

Dette rige blev også Kaldt for hans ”ELSKEDE SØNS RIGE”: Kol.,13. Fil.3,20. 2.Tim.4,18.

S. 68: Både døberen Johannes, Jesus og apostlene fremlagde det læremæssige grundlag for Rigets forkyndelse. Dette kommer til udtryk i de 4 evangelier, i første halvdel af Apostlenes Gr., i apostlenes Skrifter og i Hebræerbrevet. De messianske jøder blev frelst at NÅDE, ligesom hedningerne blev det: Ap. Gr.15,11., men i vandringen som troende måtte de følge nøjagtig Jesu lære og Jesu bud: Johs.15,10.

S.73: Vi må skille mellem de PROFETISKE Skrifter og Paulus`Skrifter. Vi må skille mellem de jødiske Skrifter og Paulus. Der er mange ligheder, men også STORE FORSKELLE. De profetiske Skrifter har deres basis i G.T., og er en fortsættelse af disse. De tager sigte på at få oprettet ”Riget for Israel”, medens Paulus`Skrifter tager sigte på at udtage Jesu mystiske legeme eller den kristne menighed. Dette er en frelsesforsamling som IKKE VAR GJORT KENDT i gammeltestamentlig tid. Den kristne menighed er beskrevet som DEN STORE HEMMELIGHED, som består af flere hemmeligheder: Ef.2-3.

De jødiske Skrifter i N.T er: De 4 evangelier, første del af Apostlenes Gr.,Hebræerbrevet, Jakobs brev, Peters første og andet brev, Johannes breve 1-3.Judas brev og Johannes Åbenbaring.

S.74: Paulus`evangelium er et rent NÅDES-EVANGELIUM, medens de jødiske Skrifter i N.T. Beskriver jødiske elementer som dele af Mose-loven, krav for at få del i Guds Rige og ydre ceremonier som f.eks. vanddåben. Det som frelser til alle tider, er Guds nåde.

Der er to evangelierforkyndelser i N.T. Det er Rigets forkyndelse og den kristne menigheds forkyndelse. Disse må ikke blandes, men det gøres næsten i ALLE MENIGHEDER.

Dette har med den såkaldte ERSTATNINGSTEOLOGI at gøre , og den har snart en 2000 årig historie bag sig. I denne teologi er der meget URIGTIG TEOLOGI, og den må luges bort. Den går bl.a. ud på at kirken har overtaget jødernes løfter og opgaver. ”Riget for Israel” er blevet tolket til at gælde ”kirkens tid”.

Verdensmissionens opgaver som er givet til jøderne (Matt.28,18-20), er blevet overtaget af kirken. Den har også stjålet benævnelser som er givet til Israel. Det er ikke kirken som er JESU BRUD, men det er Israel.

Vi må TILBAGETOLKE det som er ranet fra jøderne, for sine nådegaver og sit kald angrer Herren ikke på: Rom.11,29. (Dette er sagt til jøderne)

Vi må fastholde det som er sagt til os og ikke stjæle fra andre. Den som ikke forstår sin egenart, forstår heller ikke andres egenart.

RIGSLINEN er knyttet til love og regler. Den er knyttet både til Mose-loven og til Jesu nye lov, som han underviste om i evangelierne og i de jødiske Skrifter.

”At blive frelst” i denne forkyndelse var både at gå ind under NÅDEN og LOVEN. En måtte forpligtige sig både på nåden og på den messianske lov. Se min bog: Jødernes Konge.,bind 2.s181

DEN HIMMELSKE LINE, således som Paulus forkyndte den, er ikke knyttet til love og regler som forudsætning for frelsen, men til NÅDEN ALENE.

Efter den kristne menigheds bortrykkelse, får vi igen den jordiske line og Rigets forkyndelse.

s.100: Paulus udtalte sig ikke om tienden. Han sagde at de kristne skulle lægge til side det som enhver måtte ønske på søndagen. Dette gælder ikke tienden, men det angår indsamlingen til de fattige i Jerusalem: 1.Kor,16,2.

Han sagde videre at de som forkynder evangeliet eller har åndelige opgaver i menigheden, skal nyde godt af det som medlemmerne i menigheden tjener: 1.Kor.9,11. Se min bog: Matteus Evangeliet, Jesu liv og lære, s.319-21. hvor jeg skriver mere om tidenden).

s.102: Den kristne menigheds bortrykkelse er IKKE BETINGET. Den kommer når Jesu legeme er opfyldt. Jesu genkomst er derimod BETINGET af at jøderne tager imod Jesus som Messias.

s.126: Medlemmerne i den messianske menighed havde ikke forsikringen om at de ikke kunne falde ud af Guds nåde, for det grundlag den byggede på var både nåde og gerninger: Luk.3,9-10.

Medens den messianske menighed søgte DEN PERFEKTE GERNING, SÅ HAR DEN KRISTNE MENIGHED DEN PERFEKTE NÅDE.

S.127: Vi må ikke blande døberen Johannes, Jesu og apostlenes lære ind i den lære som Paulus forkyndte. De har forskellige hensigter. Medens den første lære gik ud på at udtage det jødiske folk til et jordisk Rige, så omfatter Paulus udtagelsen af den kristne menighed til et liv og en eksistens i himmelen.

Jesus er ikke menighedens jordiske konge, men han er HOVEDET FOR MENIGHEDEN, som er hans legeme. Medens de troende jøder anerkendte Jesus som Messias, så kender den kristne menighed ikke Jesus som Messias, men som hovedet for menigheden: 2.Kor.5,16.

Nå kender vi Jesus som den OPSTANDNE FRELSEREN som talte til Paulus og som HOVEDET FOR LEGEMET. Det er de åbenbaringer som Paulus fik af Jesus efter hans opstandelse og himmelfart, som er kirkens lære, og ikke de mange udsagn i evangelierne eller de jødiske Skrifter som angår ”Riget for Israel”.

Dette betyder at vi ikke skal opbygge vor forkyndelse omkring de 4 evangelier og de jødiske breve

S.128: Evangelierne beskriver Jesus som både Messias og frelser. De jødiske breve beskriver den messianske lære.

Vi skal ikke forkynde hverken DEN JORDISKE MESSIAS eller LÆREN OM ”Riget for Israel”,

men vi skal forkynde den opstandne Jesus og de paulinske hemmeligheder. (Dette betyder naturligvis ikke at vi ikke kan bruge disse Skrifter i vor forkyndelse, men det betyder at det er de paulinske Skrifter som er den kristne menigheds lære.)

I den kristne menighed er der en GEDIGEN SAMMENBLANDNING af disse TO LINIER i frelseshistorien. Vi må TILBAGE TIL Paulus. Det er Paulus som lagde det åndelige grundlag for den kristne menighed. Han fik de nytestamentlige hemmeligheder af den opstandne Jesus.

Vi skal ikke efterfølge Jesu lære i vor tidsperiode, men vi skal efterfølge den lære som Paulus fik af den opstandne Jesus. Jesus underviste om ”Riget for Israel” medens Paulus underviste om den kristne menighed.

Dersom vi ikke magter at adskille disse to lære, så bliver hele læsningen og undervisningen af Guds ord i N.T., et eneste rod, og det er det også blevet.

I ”1000 års Rigets” tid vil også Det himmelske Jerusalem ligge meget nærmere jorden end det er i

dag. Se omtalen i min bog: Jesu Genkomst, bind 3, kap: Det himmelske Jerusalem.

s.132: I vor tidsperiode er vi frelst af nåde uden gerninger: Rom.3,27-28.

Brudgommens ven var Johannes. Han var forloveren i dette bryllup. De 12 apostle var ”brudesvendene” i dette bryllup: Matt.9,15. De havde specielle praktiske opgaver ifm. brylluppet.

Det er jøderne som er Jesu brud.)

S.152: Jesus udtalte sig ikke om den kristne menighed. Det var ikke hans opgave. Det overlod han til Paulus. Den kristne menighed hører ikke med til Israel. Den er ikke baseret på løfter og pagter. Den har ikke egne pagter, men hemmeligheder og den frie nåde: Rom:15,8-9.

Den messianske menighed er bygget op på profeternes Skrifter i Tanach og de forskellige pagter som Gud indgik med jøderne: Ap.Gr.3,25-26.

Den kristne menighed mange hemmeligheder fremkommer i de paulinske Skrifter: Ef.2,20.

Dette er ikke de 12 apostle og profeter fra Tanach, men dette er apostlene og profeterne i den kristne menighed, hvor Paulus var den første og største. ”Men han som er mægtig til at styrke jer efter MIT EVANGELIUM og JESU KRISTI FORKYNDELSE (Jesu forkyndelse som hovedet for menigheden), efter den åbenbaring af den HEMMELIGHED som har været fortiet i tidsallerlige tider, men NU er kommet for lyset VED PROFETISKE SKRIFTER efter den tidsalterlige Guds befaling, kundgjort for alle, for at virke troens lydighed: Rom.16,25-26. Gal. 2,18. 3,7,14&29.

S.154: Da jøderne ikke ville tage imod Jesu tilbud til dem om den nye pagt i Jesu blodog oprettelsen af Riget, så satte Gud PLAN B for verden. Han forenede jøder og hedninger i et legeme. Denne beslutning var taget før tidsaldrene var kommet istand. Det var Paulus som fik åbenbaringen om denne hemmelighed: Ef.3,8-11.

S.159: Den kristne menighed SKAL IKKE VÅGE angående Jesu komme for menigheden, for vi ved ikke hvornår Jesus kommer, for at hente sin menighed. Den som er frelst, kommer med nå Jesus kommer for at hente den kristne menighed. Den kristne menighed har ingen specielle tegn som peger på Jesu komme. De tegn som er nedskrevet i de jødiske Skrifter, gælder jøderne og verden.

S.160: I vor tid er det nok at være koblet til Jesus, for at blive bevaret som troende. Det er det den frie nåde går ud på. Gerninger har ingen ting med frelsen at gøre i vor tidsperiode. De vil blive som en naturlig følge af at det nye liv er kommet istand.

Den som forblev i Jesus og holdt Jesu ord (Jesu bud), den kunne bede om hvad som helst (også helbredelse) og få det. I den messianske jødedom var helbredelser afhængige af at jøderne holdt Jesu bud. Således er det ikke i dag. I dag bliver en helbredt på grund af Guds nåde. Der er ikke stillet nogen betingelser til helbredelse.

Jeg ved at denne lignelse (Joh.15,1-10) bliver brugt om den kristne menigheds forhold til Jesus. Dette er galt, for den angår den jødiske menighed. En del af det som står her, er fælles for de to menighedstyper, men når vi gransker dette nærmere, så ser vi at der er forskel.

S.185: Ordet ”hebræer” betyder ”de som bor på den anden side”. Det vil sige ”de som bor på den anden side af elven Eufrat”.

Først da Abraham var 99 år gammel, indgik Gud en pagt med ham. Han fik da udvidet sit landområde-ikke blot til at gælde Kanaans land, men til også gælde hele området fra Ægyptens elv (Nilen) og til Eufrat. (1.Mos.15,18 og 17,1-14.) (Gaza hører med til det område som Abraham fik løfte om, så det var ikke Guds vilje at jøderne i 2005 gav dette land fra sig til ”palæstinenserne”. Jøderne vil få det tilbage ved en senere anledning.)

S.186: 1.Mos.17,13: Alle de løfter som Abraham fik, fik han medens han var uomskåret. Han blev først jøde da han var 99 år gammelved pakt-indgåelsen med Herren.

Vi må skille mellem løfterne i pakten og de krav som blev stillet til Abraham i hans vandring som troende. Løfterne var ubetingede, men tidsperioden som Abraham levede i, var betinget.

Der er kun en ubetinget frelsesperiode mellem Gud og mennesker i frelseshistorien, og det er den periode vi lever i i dag. På Golgata borttog Gud den jødiske lov for den kristne menighed – både som frelsesgrundlag og i vandringen som troende. Dette er en del af den STORE HEMMELIGHED som Paulus skrev om i sine breve.

S.187: Der kunne heller ikke være en ubetinget nådespagt før Jesu forsoning, for på Golgata sonede Jesus al verdens synd og borttog den for altid.

Mange vil protestere og hævde at det er gal lære, for de magter ikke at give afkald på gerningerne i deres liv. De mener at gerningerne eller budene er nødvendige for at frelsen skal blive opretholdt i en kristens liv, men således er det ikke i den paulinske lære.

I den paulinske lære har gerningerne ingen ting med frelsen at gøre, men de skal vise HVEM VI ER: Ef.5,5.

Der er ikke mange i den kristne menighed, som har forstået Paulus`nådelære fuldt ud, for de fleste blander jødiske elementer ind i den. (Dette fik jeg selv opleve fra 1964. Jeg søgte ikke retfærdigheden, men da jeg kom til tro på Jesus, fik jeg del i Jesu retfærdighed. En må søge på rette sted, for at få del i Guds retfærdighed. En kan ikke søge i jødernes lov, men må søge én person, og denne person er Jesus. Så enkelt er dette.)

S.194: Døberen Johannes kendte Jesus som både FRELSEREN og MESSIAS, men apostlene kendte ham bare som jødernes messias og kongen i ”Riget for Israel”. Det Var først efter Jesu himmelfart og Dsen Hellige Ånds komme at de forstod at han var jødernes frelser.

S.195: øderne kendte ikke Jesus som hovedet for menigheden. Dette hører med til HEMMELIGHEDEN. Det var blot Paulus som beskrev Jesu som hovedet for den kristne menighed

Gud oprejste en ny mand, Paulus, med et delvis nyt budskab. Det var budskabet om DEN FRIE NÅDE. Det betyder at der ikke længere blev stillet nogen krav til menneskerne angående frelsen. Det er Guds nåde som både frelser menneskerne og holder dem oppe i vandringen som troende. De gode gerninger skal være en følge af at det nye liv er kommet i stand.

Fra året 37 og frem til året 70 blev der undervist i både Rigets lære og den kristne menigheds lære. Paulus voksede i betydning og omfang, medens apostlenes lære aftog i betydning og omfang.

S.196: Paulus måtte skrive et brev-Hebræerbrevet- til den messianske forsamling, hvor han underviste dem om at nådetiden for jøderne var ude, og at det var hans lære som nu gjaldt. Mose-loven og Jesu fortolkningen af den var ikke længere aktuel i forkyndelsen:Hebr.8,13.

Hvad der gælder det græske ord ”engys”, så har det sammenhæng med verbet ”engiken”. Når vi ser på det tilsvarende hebraiske verbet, så er det ”karvad”. Det betyder ikke ”at være nær”, men det betyder ”at være kommet”. Hvilket betyder at Mose-loven allerede var taget bort medens Paulus skrev Hebræerbrevet.

Hebræerbrevet kan være skrevet medens Paulus sad som fange i Cæsarea ved havet i årene 58-60, eller under sit fængselsophold i Roma årene 60-62.

Efter den kristne menigheds bortrykkelse vil den messianske jødedom komme ind igen i forkyndelsen. I ”1000-års Riget” vil vi få en kombination af den nye pagt i Jesu blod og opfyldelsen af Mose-loven og Jesu fortolkning af denne: Es.2,3.

Den kristne menighed er ikke baseret på løfter og pagter fra Tanach, men vi har gennem Jesus Kristus og Jesu forsoning fået del i en del af jødernes løfter. Vi som før stod langt borte og var fremmede for paktene og løftene, vi er kommet NÆR TIL ved Kristi blod: Ef.2,12-13.)

I og med at vi har den samme tro som Abraham havde, så tilhører vi Abrahams åndelige æt og er hans åndelige børn: Rom.4,16. Gal.3,7 og 29. Det ”løftet” som der her er tale om, er LØFTET OM KRISTUS.

Det er gennem Jesus Kristus og forsoningen at vi har fået del i nogle af jødernes åndelige goder. Dette gælder f.eks. Jesu forsoning, Den Hellige Ånd og et liv i det himmelske Jerusalem: Gal.3,14. Ef.2,13.

I og med at den kristne menighed udgør en åndelig enhed med Jesus, så hører vi med til ABRAHAMS ÅNDELIGE ÆTT, for Jesus er den mest betydningsfulde jøde som har levet. Han er DEN SENTRALE JØDE.

S.202: Kirken har bortfortolket den territoriale del af Guds Rige. Den mener at når Jesus kom, så skete der en NYTOLKNING af Guds løfter til Israel. Da jøderne ikke ville anerkende Jesus som Messias, så gik løfterne over til den kristne kirke. Dette er en gal vurdering af Guds ord. Denne forkyndelse kan vi til daglig høre i vore kirker.

s.213: I den messianske jødedom var vanddåben NØDVENDIG for at få del i frelsen og for at få

Den Hellige Ånd. Således er det ikke i vor tidsperiode. Paulus løsrev frelsen fra dåben, for han mente at den hørte med til den messianske jødedom og ikke gjaldt den kristne menighed.

Paulus døbte mennesker frem til året 51. Da åbenbarede Gud for ham at vanddåben ikke hjørte med til den kristne menigheds åndelige basis.Han sluttede med at døbe af to årsager, og det var:

a. At ingen skulle sige at de var døbt til Paulus`navn: 1.Kor.1,15.

b. At ikke korset (forsoningen) skulle tabe sin kraft: 1.Kor.1,17 og 2,1-2.

Når Paulus skrev om dåben i sine breve, så gjaldt dette som oftest GENFØDELSEN og IKKE VANDDÅBEN

Efter sin opstandelse gav Jesus stor autoritet til sine disciple: Mark.16.17-18 og Jakob 5,14-15.

Denne autoritet er bare givet til de 12, og til de 70 og til de ældste i den messianske menighed. Vi kan IKKE UDEN VIDERE OVERFØRE den til den kristne menighed således som nogle fra pinsebevægelsen og trosbevægelsen gør. Gud har ikke lovet os kun gode dag uden sygdom, men han har lovet AT BEVARE OS SOM TROENDE.

Paulus kald var tredelt. Han skulle forkynde nådens budskab til både HEDNINGER og KONGER og ISRAELS BØRN:Ap.gr.,15.

Han skulle ikke forkynde for de messianske menigheder, men han skulle forkynde for de jøder som blev kaldt til at tilhøre den kristne menighed. Han kaldte sit budskab for : GUDS NÅDES EVANGELIUM: Ap.gr.20,24.

Endvidere kaldte han det evangelium som han forkyndte, for ”mit evangelium” eller ”mine vejer i Kristus”. Det som kendetegner dette evangelium, var at nåden var i centrum , og at loven var faldet bort i vandringen for hedningerne. De behøvede ikke længere at slutte sig til jødedommen for at blive frelst. Ap.gr.20,21 Kol.1,25-26. Ef.3,2. 1.Tim.1,4. Paulus fik ikke HELE HEMMELIGHED-

EN MED EN GANG. Han fik det lidt efter lidt: 1.Kor.13,9-13.

Paulus hørte ikke med til den messianske jødedom. Han var et udvalgt redskab for Herren til at forkynde den kristne menighed mange hemmeligheder. Han forkyndte HEMMELIGHEDER som ikke var åbenbaret før. Disse hemmeligheder var ikke gjort kendt i Tanach.

Medens den messianske jødedom er baseret på PAGTER og LØFTER, er den kristne menighed baseret på HEMMELIGHEDER og GUDS NÅDE. Vi er kommet ind i disse hemmeligheder ved troen på Jesus som menighedens hoved, ikke gennem Jesus som jødernes konge: Rom.16,25-26. (Se Ef.1,1-11 hvad går disse hemmeligheder ud på?

S.228: Den messianske menighed havde et forhold til Jesus som konge, Messias, brudgom og frelser medens den kristne menighed har et forhold til Jesus som frelser og som hovedet for legemet.

Den messianske menighed er udvalgt FRA VERDENS GRUNDVOLD BLEV LAGT: Matt.25,34

medens den kristne menighed er udvalgt før verdens grundvold blev lagt: Ef.1,4.

Enkelt medlemmer i den kristne menighed kan miste HELE NÅDELØNNEN og STORE DELE

AF HELLIGGØRELSEN, men alligevel blive frelst, for frelsen er grundet på Guds nåde: 1.Kor.3,11-15.

http://home.oskaredi.online.no/~oskaredi.htm oskaredi@online.no

http://yeshuattsion.webbyen.dk