|
Kongesønnens bryllup
Profeten Esajas fortæller i det 40. kapitel at da Jesus kom første gang, skulle døberen Johannes bl.a. sige til jødefolket at JERUSALEMS STRID VAR ENDT, AT DETS SKYLD VAR BETALT, OG AT DET AF HERRENS HÅND HAVDE FÅET DOBBELT IGEN FOR ALLE SINE SYNDER. "Trøst, trøst mit folk, siger jeres Gud. Tal venlig til Jerusalem og råb til det at dets strid er til ende, at dets skyld er betalt, at det af Herrens hånd har fået dobbelt for sine synder." (Es.40,1-2.) Dette betyder at Israel på dette tidspunkt HAVDE SONET for sin skyld mod Herren, at riget for Israel dermed kunne være blevet oprettet i.f.m. Jesu første komme, dersom jøderne havde taget imod Jesus som sin forsoner og konge. Da dette ikke skete, blev det konkrete og historiske Guds-rige på jorden udsat med 2000 år, og vi fik den kristne menigheds tid. Hvad der gælder et folks straf, så kan den afsones på to forskellige måder: a) Folket kan selv sone den kollektive skyld. I.f.m. jødernes bortførelse til Babylon i året 586 før Messias, så blev det bestemt af Herren at denne bortvisning skulle vare i 70 år. Da den tid var gået, førte Herren den trofaste rest af jøderne tilbage til Israel. "Og hele dette land skal blive til en ørken, til en ødemark, og disse folkeslag skal tjene Babels konge i 70 år. Men når 70 år er til ende, da vil jeg hjemsøge kongen i Babel og folket der, siger Herren, for deres misgernigers skyld, og jeg vil hjemsøge Kaldeernes land og gøre dem til tidsalderlige ørkener." (jer.25,11-12.) b) For det andet kan folket bede Gud om tilgivelse for sin skyld og omvende sig til Herren sin Gud. Da skal Gud tilgive det og oprette det som folk og nation. Dette gælder både Israel og hvilken som helst anden nation. "Engang taler jeg om et folk og om et rige, at jeg vil rykke op og rive ned og ødelægge, men dersom det folk som jeg har talt om, vender om fra sin ondskab, da angre jeg det onde som jeg havde tænkt at gøre mod det." (Jer.18,7-8.) (I parantes gør vi opmærksomme på at der ikke behøver at være nogen modsætning mellem disse to måder at få sin synd tilgivet på. Den ene måde kan godt udfylde den anden.) Da Jesus kom til Israel og jøderne første gang var alt færdig til at bryllupet eller den store nadver kunne holdes. Det kommer tydelig frem både i lignelsen om kongesønnens bryllup i Mat.22,1-14 og lignelsen om den store nadver i Luk.14,16-24 at bryllupet eller 1000 års-riget kunne have blevet oprettet ved Jesu første komme, for alt var da færdigt til at dette kunne ske. Når forsoningen var blevet fuldbyrdet, kunne det lade sig realisere. Dette kunne ske både før og efter Jesu himmelfart. Det som Jesus venter på er at jødefolket skal anerkende ham som deres Messias og bede ham om at komme tilbage for at oprette riget for dem. "For jeg siger jer: Fra nu af skal i ikke se mig før i siger: Velsignet være han som kommer i Herrens navn!" (Mat.23,39.) "Så fat da et andet sind og vend om, for at jeres synder må blive udslettet, så husvalelsens tider (1000 års-riget) kan komme fra Herrens åsyn (nærvære, person), og han kan sende den for jer udkårne Messias, Jesus, som himmelen skal huse indtil de tider da det bliver genoprettet som Gud har talt om ved de hellige profeters mund fra ældgamle dage.." (Ap.Gr.3,19-21.) Lignelsen om kongesønnens bryllup er en lignelse om Jesu første tilbud til det jødiske folk om at han stod ifærd med at oprette riget for jøderne ved sit første komme. Da de ikke ville tage imod dette tilbud, gik tilbudet om at blive medlemmer af riget ud til hedningerne. Ved sin genkomst skal Jesus oprette riget for Israel. "Og Jesus tog atter til orde og talte til dem i lignelser og sagde: Himlenes rige er at ligne med en konge (Gud) som gjore bryllup (1000) for sin søn (Jesus). Og han snedte sine tjenere (profeterne) for at bede de indbudte (jøderne) komme til bryllupet, men de ville ikke komme. Atter sendte han andre tjenere (apostlene og disiplene) ud og sagde: Sig til de indbudte: Se, jeg har gjort istand mit måltid: mine okser og mit kvæg er slagtet. og ALT ER FÆRDIG, kom til bryllupet! Men de brød sig ikke om det og gik hver sin vej, den ene til sin, den anden til sit købmandsskap, og de nadre tog fat på hans tjenere, hånede dem og slpg dem ihjel. Men kongen blev harm, og sendte sine krigshære ud og dræbte disse manddrabere og satte ild på deres by (Det skete i år 70 efter Messias). Derefter siger han til sine tjenere: BRYLLUPET ER VEL FÆRDIG, men de indbudne (det store flertal af jøderne) var det ikke værd, gå derfor ud på vejskellene (ud til hedningerne) og indbyd til bryllupet så mange som i finder! Så gik da disse tjenere ud på vejene og fik samlet alle de fandt, både onde og gode, OG BRYLLUPSHUSET BLEV FYLDT AF GÆSTER. Da kongen gik ind for at se på dem som sad til bords, så han der en mand som ikke havde bryllupsklædningen på! Men han tide. Da sagde kongen til tjenerne: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor! Der skal der være gråd og tændersgnissel. FOR MANGE ER KALDT, MEN FÅ ER UDVALGT." (Mat.22,1-14.) Denne lignelse har flg. aspekter: a) Kongesønnes bryllup er det samme som himlenes rige, som er det samme som riget for Israel. b) De indbudne til dette rige er både jøder og hedninger. Da jøderne ikke ville tage imod indbydelsen om himlenes rige, fik hedningerne anledning til at blive medlemmer af det. c) Alt var færdigt til at bryllupet, som er 1000 års-riget, kunne holdes ved Jesu første komme. d) Som straf for at Jesus ikke ville tage imod Jesus fra Nasaret som deres Messias, blev Jerusalem ødelagt i år 70 efter Messias, og jøderne måtte ud i den store landflygtighed, og hedningerne fik anledning til at blive medlemmer af Guds rige. e) Efter at Jesus kommer tilbage, skal han vudere hvem som er værdig til at gå ind som medlemmer i 1000 års-riget. Den som ikke har bryllupsklædning på, kan ikke blive medlem i riget for Israel. Bryllupsklædningen står for den retfærdighedsdragt som hver nekelt troende skal have. Retfærdighedsdragten vil være forskellig for de forskellige frelseskatagorier, men det som forener alle troende i riget for Israel er troen på Jesus fra Nasaret som verdens frelser og jødernes konge. f) Frelsen går ud på om vedkommende får del i 1000 års-riget eller ikke. Dette er den rigtige vudering af hvad det vil sige at blive frelst. Den som får del i riget for Israel, den bliver frelst. Se min bog: Jesu Genkomst bind.1. Kap.: Den rigtige oversættelse af "aion" og "aionios". Lignelsen om "den store nadver" i Luk.14,16-24 er også en fortælling om hvem som får del i riget for Israel. Jesus kom me tilbudet til det jødiske folk om at oprette riget for Israel for dem. Jesu forkyndelse i evangelierne går først og fremmest ud på dette. Vi kan ikke uden videre sætte lighedstegn mellem Jesu forkyndelse til jøderne p.d.e.s. og Pauluses forkyndelse tilden kristne menighed p.d.a.s. Det som er forskellig i disse to forkyndelser er bl.a. lovaspektet. Jesus forkyndte indenfor Moselovens rammer, mednes Paulus ikke stillede nogen ydre krav til hedningerne, for at disse skulle få del i Guds rige. (Se mine bøger: Jødernes Konge. Bind 1-4.) Jesus sagde selv i Luk.4,18-19.) at han var kommen for at forkynde "ET VELBEHAGELIG ÅR" for jøderne. Det er det samme som 1000 års-riget. "Og Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig til at forkynde evangeliet for fattige, han har udsendt mig for at forkynde fanger at de skal få frihed, og blinde at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed, for at forkynde et velbehagelig år fra Herren." Bryllupet i Kana i Galilea (Johs.3,1-11.) var også et forbillede på 1000 års-riget. Det som kendertegener denne fortælling, er flg. momenter: a) Jesus var på rejse til bryllupet, som skulle holdes på 3. dagen. De to dage før bryllupet er ikke nævnt, men de angår de to dage eller de to tusinde år som jøderne har været i fornedrelse ude blandt hedningerne. Den tredie dag står for 1000 års-riget. Profeten Hoseas siger det samme. "Han vil gøre os levende efter 2 dage (2000 år),på den 3. dag (i 1000 års-riget) vil han oprejse os, og vi skal leve for hans åsyn (Messias)" (Hos.6,2.) b) Den tredie dag er ligeledes den første af de 7 dage som er omtalt i Johs.1,19-2,11, idet denne fortælling er opdelt i to grupper af dage. Den første gruppe (Johs.1,19-52) består af 4 dage, medens den sidste gruppe (Johs.2,1-11.) består af 3 dage. Efter de 6 dage i verdensugen kommer den 7. dag, som er riget for Israel. Dersom vi ikke tager med de 2 dage i Johs.2,1, som ikke er nævnt, så bliver den 3, dag i den sidste gruppe af dage, den 5. dag. Det er 4 dage eller 4000 år fra Abraham og til Jesu genkomst og oprettelsen af riget for Israel. Den 5. dag bliver derfor 1000 års-riget. c) De 6 vandkar af sten symboliserer jødernes forhold til Herren i deres naturlige tilstand. Efter at Herren havde forvandlet vand til vin, fik bryllupsgæsterne drikke af den nye vin, som er et billede på jødernes frelse i endetiden og Den Hellige Ånds funktion i en genfødt troende. Vi ved at alle jøder skal blive fyldt med Den Hellige Ånd i.f.m. deres frelse. "Og derefter skal det ske at jeg vil udgyde min Ånd over alt kød (alle Mennesker), og deres sønner og deres døtre skal tale profetiske ord, deres oldninger skal have drømme, deres unge mænd skal se syner, ja endog over trællene og trælkvinderne vil jeg i de dage udgyde min Ånd." (Joel 3.1-2.) Det er ikke den kristne minighed som er bruden. Vi hører med til det kristne legeme. Jesus eller Guds brud er den jødiske forsamling. Når Gud fører frem de forskellige jødiske frelsesforsamlinger i endens tid, bliver de til Jesu hustru. Dette sker ved jødernes omvendelse som rest og som levning. Kongesønnens bryllup skal heller ikke udelukkende fejres i himmelen. Det sdkal i stor udstrækning fejres på jorden, for de frelste jøder i endetiden vil være en væsentlig del af Herren brud og hustru. Det bliver først i.f.m. Jesu genkomst til jøderne i slutningen af trængselstiden. De fleste Bibel-fortolkere indenfor den lutherske tradition hævder at Jesu brud er den troende menighed, at kongesønnes bryllup skal fejres i himmelen, og at fejringen begynder ved den kristne menigheds bortrykkelse. Den sker før trængselstiden på 7 år. Denne opfattelse er forkert, og den grunner sig i det forhold at kirken har taget jøderne deres kald og opgaver. Denne teologi kalder vi for "erstatningsteologi", og den er ikke fra Herren, men derimod er inspireret af denne verdens fyrste, som er Satan. På samme måde som Abraham lod hente en brud og hustru (Rebekka) til Isak fra sin egen slægt i Karan, på samme måde vil Herren hente sin brud og hustru fra sin egen slægt-d.v.s. fra jødefolket. Det er en klar parallel mellem disse to ægteskaber. Isaks ægteskap med Rebekka er et forbillede på Guds ægteskap med det jødiske folk i endetiden. |