De to jødiske vidner i Jerusalem, fra boken: Jesu Gjenkomst. Bind 3. av Oskar Edin Indergaard. Oversatt til dansk av Uffe Nissen, Danmark.

Åb. 11:3-13

Disse 2 vidner har deres funktionstid i Jerusalem i 3½ år. Der er to opfattelser, når det gælder deres virke. Den ene gruppe af Bibelforskere mener, at de skal have deres funktionstid i den første halvdel af Daniels profeti om de 70 åruger for Israel og Jerusalem, Dan. 9:24-27.

Den anden gruppe hævder, at de skal have deres funktionstid i den store trængsel. Jeg er af den sidste opfattelse og begrunder ud fra følgende forhold:

a. Benævnelserne "en tid, tider og en halv tid" "42 måneder" eller "1260 dage" beskriver ellers i Skriften den store trængsel, som skal komme over jorden. Der er ingen grund til at denne benævnelse skal betyde noget andet her. I Åb. 11:1-2, som omtaler opmålingen af Guds tempel i Jerusalem og som står umiddelbart foran vor kontekst, er benævnelsen "42 måneder" brugt om den store trængsel. Det er det samme tidsrum, som er beskrevet i Åb. 11:3-13.

b. For det andet skal de på en speciel måde holde igen for Antikrist og hans indflydelse i Israel. Vi véd, at Antikrist ikke vil invadere Israel, før der er gået 3½ år af trængselstiden. I de første 3½ år vil der være venskab og samarbejdsaftale mellem Antikrist og Israel. Der er derfor ikke behov for de to vidners virksomhed i Jerusalem på dette tidspunkt. I den sidste halvdel er det derimod af stor betydning, at de er i Jerusalem, da de beskytter landet og folket på en speciel måde. Hvis de ikke havde været der, ville Antikrist have ødelagt landet og folket. De er Guds specielle vidner i endens tid.

c. De to vidner er både beskrevet som "vidner" (v. 3.) og "profeter" (v. 10.) og de er klædt i "sæk" (v. 3.) Det betyder, at de er udsendt fra og af Herren for at forkynde, at jøderne må omvende sig og gøre bod, for den, som tilbeder Antikrist, hans billede og tager hans mærke, er prisgivet til at gå fortabt. "Og røgen af deres pine stiger op i tidsaldrenes tidsaldre (i al evighed), og de har ikke hvile hverken dag eller nat, de som tilbeder dyret og dets billede, og hver den, som tager dets navns mærke." Åb. 14:11.

Hvem er så disse 2 vidner? Vi får at vide, at de er "de 2 olietræer og de 2 lysestager som står for jordens herre (Gud)." (v. 4) Dette udsagn minder om den beskrivelse, som profeten Zakarias gav Josva, der var ypperstepræst for jøderne, og Serubbabel, som var høvding for folket, efter at jøderne var kommet tilbage fra Babylon efter 70 års fangenskab. Zak. 4:1-14.

De 2 vidner er også specielle udsendinge fra Gud, for de sammenlignes med 2 oliventræer. Olien står som symbol på Den hellige Ånd. De er to åndsfyldte jøder, som står i den levende Guds tjeneste. De er ikke ypperstepræster eller fyrster, men de er profeter, som støtter jødefolket på en speciel måde i den store trængsel.

Der har været flere vurderinger op gennem frelseshistorien om, hvem disse to vidner kan være:

1. Man har ment, at det ikke er to historiske personer, men at de står som symbol for Den Hellige Ånds kraftfulde vidnesbyrd op gennem frelsehistorien. At de to vidner bliver dræbt, dør og opstår igen, skulle da betyde, at til trods for at forkyndelsen af evangeliet har haft modstand, vil det alligevel sejre og opstå som det sejrende.

Denne tolkning kan ikke være rigtig af 3 grunde:

a. I og med at Antikristen, som er deres hovedmodstander i endens tid, er en virkelig og historisk person, som skal komme, må også vidnerne være historiske personer. Disse to står imod hverandre i endens tid.

b. Desuden er de 2 vidners funktionstid sat til et bestemt tidsrum, nemlig 3½ år. Det er den sidste del af trængselstiden. De to vidner arbejder derfor indenfor et bestemt tidsrum. Modsat, det gør evangeliets forkyndelse og sejrsgang i verden ikke, det gælder til enhver tid.

c. De to vidner bliver optaget til himmelen, til Gud i skyen, de bliver trukket tilbage fra verden. Det gør evangeliet ikke. Til trods for, at vi har 4 forskellige former af evangeliet, som er beskrevet i NT, vil det aldrig blive trukket tilbage fra verden, men det vil bestå som del af det store evangelium - det forhold, at Jesus døde for al verdens skyld på et kors i Jerusalem til fastsat tid for snart 2000 år siden. De andre evangelieformer vi regner med, har sin basis i Jesu forsoning og har sit udgangspunkt i det, som skete på Golgata.

2. Man har ment, at de 2 vidner har været lovens og profeternes budskab i Nytestamentlig tid – altså den Gl.testamentlige forkyndelse i den kristne menigheds tid.

Dette kan ikke være rigtigt af den enkle grund, at lovens og profeterne budskab ikke skal ophøre, men det skal bestå til evig tid. Den jødiske lov er på ingen måde ophævet, men dele af den er opfyldt i Jesu frelsergerning på Golgata. Jesus sagde selv at han ikke var kommen for at ophæve loven men for at opfylde den: Mat. 5,17-18.

I 1000-årsriget skal dele af den jødiske lov genindføres som forpligtigelse for menneskene. Til og med de enkelte ofringer i det mosaiske offersystem skal genindføres.

Hvad der vedrører profeternes budskab, skal det ikke forgå, men det som profeterne har talt, skal gå i opfyldelse.

3. Man har videre ment, at de to vidner har stået symbolsk for loven og evangeliet.

Dette kan heller ikke være rigtigt:

Vi ved at Guds lov og evangeliet i en eller anden form har været yderpunkterne i frelsens budskab op gennem hele frelseshistorien. Medens Guds lov kommer med krav til menneskene og forhindrer at de kan frelse sig selv ved egne gerninger, da frifinder evangeliet og nåden mennesker, fører dem ind på frelsens vej og bevarer dem der.

Disse to skal vare ved helt ind til vi får en ny himmel og en ny jord. Efter den tid skal de ophæves, for da er alt genoprettet som syndefaldet har ødelagt.

4. Andre har igen ment, at de to vidner har stået symbolsk for Det gamle Testamente og Det nye Testamente.

Dette kan heller ikke være rigtigt.

Hverken Det gamle eller Det nye Testamente skal ophøre. Det er i det hele taget forvirrende at kalde de to dele af Bibelen for det gamle og det nye Testamente, for i det ligger inplicit, at det gamle Testamente er forældet i forhold til det nye Testamente, men sådan er det på ingen måde. Det nye Testamente ligger skjult i Det gamle og dele af det gamle Testamente er opfyldt i det nye.

I 1000-årsriget vil styrings- og frelsesprincipperne bestå af dele af det gamle og dele af det nye Testamente. I tillæg til dette vil der komme nye ting ind, som vi ikke har kendskab til i dag.

Som hjælperedskaber i studiet af Bibelen kan vi godt bruge disse benævnelser, men hvad der angår den indholdsmæssige side ved Bibelen, kan vi ikke bruge dem.

5. Andre har igen ment at de to vidner har stået symbolsk for den kristne menigheds vidnesbyrd i tidsperioden. Man har begrundet det med det Bibelske princip: At ved to eller tre vidner, står enhver sag fast. 5. Mos. 19:15.

Dette kan heller ikke være rigtig ud fra den enkle grund at den kristne menigheds vidnesbyrd aldrig skal ophøre. I 1000 års-riget skal den til og med forstærkes. I og med at vi skal have overordnede opgaver i verdensstyrelsen. Vi skal styre over hele kosmos ud fra det himmelske Jerusalem, men dette betyder ikke at vi ikke skal opholde os på jorden. På samme måde som englene skal gøre det, skal himmelen være åbnet, og vi skal stige op og ned over Menneskesønnen, som har sin trone i Jerusalem: Joh. 1,52.

6. Videre har nogen troet, at de to vidner er det samme som de troende i Israel i endetiden, altså en fælles betegnelse på disse.

Vi kan ikke være enige i denne vurdering. De to vidner repræsenterer kun sig selv og har en bestemt funktion i endens tid.

Vi har flg. grupperinger af troende jøder i endens tid:

a. Den jødiske martyrskare fra første del af den store trængselstid. Den er beskrevet i Åb. 6,9-11. At det er jøder, ser vi først og fremmest af den grund at de var myrdet "for Guds ords skyld og for det vidnesbyrds skyld som de havde." Åb. 6,9.

b. Martyrernes "medtjenere" og "brødre." Disse er beskrevet i Åb. 6,11, og det er de jødiske martyrer som skal slås ihjel i den store trængsel.

c. De 144.000 beseglede af Israel 12 stammer. Åb. 7,3-8.

d. De to vidner. Åb. 11,3-13. s

e. De andre jøder, som ikke blev dræbt i det store jordskælv, som kommer over Jerusalem. Disse blev forfærdet og gav himmelens Gud ære. Det vil sige at de omvendte sig til Herren. Åb. 11,13.

f. Kvinden, som er beskrevet i Åb. 12,1-17. Hun var klædt med solen og havde månen under sine fødder. Antikrist forfølger hende og jager hende ud i ørkenen, hvor Herrens skal give hende føde i 3½ år.

g. De troende jøder i himmelen som stod ved glashavet (klarhavet), som er Guds planer, og sang både Moses og Lammets sang. Dette er en beskrivelse af samtlige jødiske martyrer i trængselstiden. Når de synger Moses sang , så er det udtryk for at de kender de Gl.testamnetlige profetier om at Messias skulle komme.

Når de synger Lammets sang, så betyder det at de kender til Jesu forsoningsværk på Golgata og har gjort sig

nytte af dette. Dette er beskrevet i Åb. 15,1-4.

h. De som er blevet tilbage i Jerusalem, efter at Antikrist og hedningerne har angrebet byen. Disse bliver kaldt for "Jerusalem folket." De skal blive "på sit sted, i Jerusalem." Sak. 12,6.

De skal senere blive bevaret i den dal som bliver til, efter at Oliebjerget bliver delt i to i forbindelse med

Jesu genkomst. Sak. 14,5.

i. De jøder som overgiver sig til Herren, efter at Herren er kommet tilbage. De hører med til "levningen" eller "resten" af jøderne. "Og Esajas råber ud over Israel: Om tallet på Israels børn er som sand, skal bare levningen blive frelst." Rom. 9,27.

j. En del af jøderne som Herren fører ud fra folkene og landene i løbet af trængselstiden , han skal ikke føre dem til Israel, men han skal føre dem "til folkenes ørken", hvor han vil lade dem gå ind under hyrdestaven, som er ham selv, og prøve dem om de vil tilhøre ham eller ikke. Esek. 20,34-38.

k. Lammets hustru som er beskrevet i Åb. 20,7-9, er en samlet beskrivelse af alle troende jøder, som får del i Lammets bryllup, som er en benævnelse på 1000 års-riget.

Dette er ikke en beskrivelse af den kristne menighed. Den har gjort sig rede på et tidligere tidspunkt. I det hele har der gået 7 år fra den kristne menigheds bortrykkelse og til Jesu genkomst til Israel, for at oprette riget for Israel.

Det er ikke den kristne menighed som er Jesu brud/hustru, men det er de troende jøder. Den kristne menighed er aldrig fremstillet i Bibelen som brud eller hustru, men den er fremstillet som Jesu åndelige legeme. Det er en mere intim kontakt mellem brudgommen og hans åndelige legeme, end der er mellem bruden/hustruen og brudgommen.

De allerfleste Bibel-tolkere mener at det er det kristne legeme som er Jesu brud, men det er ikke rigtigt.

Vi må give den såkaldte erstatnings-teologi skylden for dette. Nu er imidlertid tiden kommet til at vi må tolke tilbage til jøderne de opgaver og de benævnelser som vi har taget fra dem. Noget af det sidste som vi ønsker at give fra os, er denne benævnelse.

7. En del Bibel-tolkere har ment, at de to vidner er det samme som Enok og Elias. De har begrundet det med det forhold at ingen af disse døde en legemlig død, men at Herren tog dem levende op til himmelen: 1. Mos. 5,24 - 2. Kong. 2,11 - Mal. 4,5.

Da disciplene spurgte Jesus om Elias og hans komme, svarede han, at Elias allerede var kommet i Johannes Døberens person. Han var ikke selve Elias, men han gik frem i Elias’ ånd og kraft. Elias var dermed kommet, og "Herrens dag” kunne have kommet, hvis jøderne havde omvendt sig og troet på Jesus fra Nasaret som jødernes Messias: Mat. 11:13-14 – 17:10-13 - Luk. 1:15-17.

De ortodokse jøder hævder, at Elias ikke er kommet endnu, men at han vil komme og indvarsle Messias’ ankomst. Af den grund sætter jøderne en ledig stol og et glas vin ved den jødiske påskefest, der er tiltænkt Elias, som de håber skal komme og indvarsle, at Messias kommer snart.

Det er ikke mærkeligt, at Elias-navnet bliver brugt af profeterne om Johannes Døberen. Det var almindelig i bibelsk profeti at bruge kendte navne på personer og steder, når de skulle omtale noget, som skulle ske i fremtiden. Dette blev også gjort om Jesus. Han blev kaldt for David – skønt han ikke var David: Esek. 37:24.

Enok, som var den syvende fra Adam, er et forbillede på den del av den messianske menighet, der bortrykkes til Herren i løpet av trængselstiden. Hans navn betyder "han, som ikke skal se døden." Han blev bortrykket til Herren, før syndfloden satte ind over hele verden.

Elisa skal heller ikke komme tilbage som et af de 2 vidner. Han er et forbillede på den jødiske menighed, som bliver bortrykket til Gud og et forbillede på de jøder, som tager imod Jesus efter at de kristnes bortrykkelse har fundet sted. På samme måde som han fik dobbelt del af Elias’ ånd, vil også de troende jøder i trængselstiden være meget stærkere end mange af medlemmerne i det kristne legeme. De vil behøve denne specielle udrustning i endens tid.

Den hedningekristne menighed er den største åndelige frelsesforsamling, som har været, for den er intimt knyttet til Jesu person som hans åndelige legeme, men desværre er mange af medlemmerne i den svage og sløve kristne. En af grundene til det er vor tidsperiodes egenart.

I vor tidsperiode, som er den frie nådes tidsperiode, er loven sat til side som indirekte frelsesvej, og det er den frie nåde som frelser menneskene.

Når Riget for Israel kommer, vil Guds lov komme tilbage som forpligtigelse. Den, som ikke holder Guds lov, får ikke del i frelsen og riget. Velsignelsen er afhængig af opfyldelsen af loven. Se. 5. Mos. 28:1-14.

8. En anden opfattelse er, at de 2 vidner skulle være Moses og Elias, som skal komme tilbage i endens tid. Vi véd, at de blev åbenbaret på forklarelsens bjerg, og de talte sammen med Jesus om hans forestående lidelse og død: Mat. 17:1-3.

Moses var den største lov lærer i gammeltestamentlig tid og Elias blev anset for at være den største profet. Disse 2 skal på en speciel måde træde frem i endens tid og være Antikrists modstandere i 3½ år.

Der er flg. lighedstræk mellem de to vidner og disse repræsentanter fra GT:

a. På samme måde, som Moses kunne omskabe vandet i Ægypten til blod, kan også de 2 vidner gør det samme med vandet (v,6), 2.Mos.7,19.

b. På samme måde, som Elias tilbageholdt regnen i Israel i 3½ år, skal de 2 vidner gøre det samme. (v. 6), 1. Kong. 1:17,1.)

c. På samme måde, som Elias fik Herrens ild til at falde ned fra himmelen for at fortære sine fjender, skal der gå ild ud af de 2 vidners mund (ved deres ord) i endens tid. (v. 5.), 2. Kong. 1:10.

De 2 vidner altså er ikke personer, som har levet på et tidligere tidspunkt. De er derimod Guds specielle vidner og profeter, som optræder i endens tid. De skal beskytte jøderne mod Satan, Antikrist, den falske profet, Antikrists levendegjorte billede, og hedningerne, som forsøger at ødelægge jøderne og Israel.

Antikrist, som stiger op af afgrunden, der er opholdsstedet for de faldne engle og de onde ånder, skal dræbe dem, når de har fuldført deres vidnesbyrd. (v. 7.) Det er godt at vide at ingen kan gøre dem skade, før de har fuldført deres opgaver, og ved deres død og opstandelse bliver de også til stor velsignelse for mange jøder. De som ikke blev dræbt i jordskælvet ved deres opstandelse fra de døde, giver Gud æren. (v. 13.)

I og med, at denne skildring er en parentes, som strækker sig ind til selve afslutningen af endens tid, sigter det her til jødernes frelse. En kort tid før Jesu genkomst til Israel vil jøderne blive frelst som "folk", som "rest" og som "levning." "Men over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd, og de skal skue op til mig, på ham som de har gennemstunget, og de skal sørge over ham som man sørger over sin enbårne søn, og klage over ham, som man klager over sin førstefødte." Sak. 12:10.

Ved deres liv og gerning peger disse 2 vidner på det, som Jesu gjorde, ikke bare for jødefolket, men for alle verdens folk.

Der er flg. lighedstegn mellem Jesu liv og gerning og det som de to vidner står for:

a.        Begge blev sendt til jødefolket: Joh. 1,11-12.

b.       Begge fik en bestemt opgave af Faderen: Joh. 1,29.

c.        Begge fik en fastsat tid at virke i: Luk. 13,32.

d.       Begge forkyndte bod, omvendelse og dom: Mat. 4,17. John. 15,16.

e.       Begge beskyttede jøderne: Mat. 23,37.

f.        Begge blev aflivet: Mat. 27,50.

g.       Begge stod op igen fra de døde: Mat. 16,21.

h.       Begge for op til himmelen: Ap.Gr. 1,11.

i.        Begge blev til frelse for en del af jøderne: Gal. 4,4-5.

Der er også uligheder mellem Jesu liv og virksomhed og de 2 vidner, og det har bl.a. med deres begravelse at gøre. Dette vise os tydelig at Antikrist og de vantro er opmærksomme på den lighed der er imellem Jesu opgave og de 2 vidner. Vi ved at Jesus blev begravet efter hans død, men legemerne til de 2 vidner blev ikke begravet. De skal ligge på Jerusalems gader, således at alle til enhver tid kan kontrollere at de var døde. (v.8.)

I.f.m. Jesu død og opstandelse kom der rygter ud at disciplene havde stjålet hans legeme og derefter påstået at han var opstået fra de døde. For at undgå dette, så bliver altså ligene til de 2 profeter liggende på gaden i Jerusalem.

Desuden var det en stor vanære i Israel og i orienten ikke at blive begravet efter sin død. Alt bliver gjort for at vanære de 2 vidner, som er udsendt fra Gud.

Jerusalem bliver i denne kontekst både kaldt for "den store by", "Sodoma" og "Ægypten." (v.8.) Dette er benævnelser som kan blive brugt om andre steder også. Åbenbaringsbogen er det almindelig at kalde byen Rom, som er Antikristens hovedstad, før han flytter over til Jerusalem, for "den store stad." "og kvinden som du så, er den store by som har kongedømmet over kongerne på jorden." Åb. 17,18.

Når vi kan være helt sikre på at denne by er Jerusalem, så er det fordi der også står om denne by: At deres Herre (Jesus) blev korsfæstet i denne by.(v.8.) Desuden bruger Åbanbarings bogen på et andet sted denne betegnelse om Jerusalem, og det er i Åb. 16,19.

Når disse 3 betegnelser bliver brugt om Jerusalem, som er Guds by frem for nogen andre, så er grunden til det at der er stor lighed mellem Jerusalem og disse steder i åndelig betydning. Både Babylon i endens tid, som bl.a. står for byen Rom, og Sodoma og Ægypten står for frafald fra Guds Ord og Guds ordninger. De forfærdeligste hedenske gerninger er blevet begået i Jerusalem op gennem historien, og det skal endda mere gentage sig i endens tid. Mange jøder skal indgå en freds og samarbejdsaftale med Antikrist. Dette angår også religiøse og kulturelle forhold. Efter af 3½ år er gået, så invaderer Antikrist Jerusalem og forstyrer Guds tjenesten i templet og kræver selv guddommelig tilbedelse. Allerede Esajas, som levede fra 760 – 698 før Messias, sammenlignede jøderne med Sodoma og Gomorra. Han tænkte på den forfærdelige afgudsdyrkelse som jøderne drev både i Jerusalem og i Judæa. Store dele af Samaria indbyggere var på dette tidspunkt blevet fordrevet fra Samarie og boede spredt rundt i Assyerien. Dette var Guds dom over 10 stamme folket på grund af synd og afgudsdyrkelse: Es. 1,8-10.

De 3 lande, Ægypten, Babylon og Assyrien (Nineve), som på en speciel måde var i fare for Israels og jødernes egenart i gammel tid, står for følgende forhold:

a. Ægypten står for VERDEN SOM SÅDAN. Det var let for jøderne at rejse dertil, slå sig ned deri og stole på æ

b. Ægypterne. Det var ikke efter Guds planer. Jøderne skulle bare stole på Herren.

c. Babylon står for KORRUPT STYRE, HANDEL og FALSK RELIGION.

d. Assyrien (Nineve) står for SENSUALITET, STOLTHED, ÆRE, og PRYD I VERDEN.

(Hellas står for FALSK FILOSOFI og MENNESKELIG KUNST. Rom står for BRUTALITET og MAGT.)

Profeten Esekiel, som var bosat i Babylon, fik lov at skue ind i den forfærdelige afgudsdyrkelse, som til og med præsterne drev i templet i Jerusalem. Det var ikke noget rart at Herren måtte straffe Jerusalem og Juda og sende størsteparten af indbyggerne der ud i landflygtigheden til Babylon. I år 586 blev templet og byen Jerusalem ødelagt af Babylonerne.

I følge Esekiel 8., var den gamle babylonske religion og afgudsdyrkelse indført i templet i Jerusalem. Vi hører om følgende guddomer og guder, som blev tilbedt der:

a. NIDKÆRHEDSBILLEDET blev tilbedt. Det var et billede at gudinden Astarte. Det symboliserede gudinden Ishis i Babylon. Denne gudinde var det samme som Semiramis, som både var hustru og mor til Nimrod, som efter babylonisk opfattelse blev genfødt i sin søn Tammuz: Esek. 8,1.

b. Jøderne ofrede til alle slags billeder af VEDERSTYGGELIGE KRYB, FIRFØDDEDE DYR og MANGE AFGUDER: Esek. 8,10-11.

c. TAMMUZ blev tilbedt. Som vi før har nævnt, så var Tammuz sønnen til dronning Semiramis og Nimrod. Man mente at Nimrod blev genfødt i sin søn. Semiramis blev ofte fremstillet med sønnen Tammuz i sit favn. Dette mor barn motiv var udbredt over store dele af verden, og da den romersk-katolske kirke blev en stormagt i 300 tallet efter Messias, så benyttede den sig af dette motiv i den hensigt at vinde folkene for sin religion. Semiramis blev erstattet med Jomfru Marie, og Tammuz blev erstattet med Jesus fra Nasaret.: Esek. 8,14. (vi kan nævne at guldkalven, som jøderne lavede og tilbad i.f.m. udgangen af Ægypten, også var et symbol på Tammuz.)

d. SOLEN blev tilbedt. Solen er et billede på Baal, som igen er det samme som Tammuz: Esek. 8,16.

Når Antikrist invaderer Israel i endens tid, vil han indføre den babylonske religion i landet. Han vil sammenblande jødedom, babylonsk religion, satanisme og New Age inspireret religion i et gedigent forsøg på at ødelægge sand jøde- og kristendom. De både jøder og hedninger, som ikke vil underordne sig ham, vil han tage livet af. Det kommer til at blive en forfærdelig tid, og Bibelen siger at dersom den tid ikke blev forkortet, da blev intet menneske i live: Mat. 24,22.

Disse 2 vidner bliver bortrykket til "himmelen i skyen, og deres fjender så dem." Åb. 11,12. Denne bortrykkelse må ikke forveksles med den kristne menigheds bortrykkelse, som skal ske før trængsels tiden på 7 år.

Der er flere Bibel-forskere, som mener at den kristne menigheds bortrykkelse skal ske 3½ år ind i trængselstiden og for at dette skal stemme med tidspunktet, sætter de lighedstegn mellem den kristne menigheds bortrykkelse og bortrykkelsen af de 2 jødiske vidner. Dette er ingen saglig og god tolkning af Guds Ord.

Ved de 2 vidners bortrykkelse kan deres fjender se og iagttage dette. Den kristne menighed bortrykkelse skal derimod ske "i et nu, i et øjeblik." 1. Kor. 15:52 og sker så hurtigt, at ingen opfatter det. Af den grund kan heller ikke disse to bortrykkelser være den samme.

Som vi véd, er der 3 forskellige opfattelser angående tidspunktet for den kristne menigheds bortrykkelse, og det er:

a. Bortrykkelsen skal ske før trængselstiden.

b. Bortrykkelsen skal ske i midten af trængselstiden..

c. Bortrykkelsen skal ske i slutningen af trængselstiden – i forbindelse med Jesu genkomst til Israel.

Tager man i betragtning det samlede vidnesbyrd om de forskellige udsagn om den kristne menigheds bortrykkelse og vejer dem op imod hverandre, er undertegnede kommet frem til, at bortrykkelsen skal ske før trængselstiden.

Det er også blevet hævdet, at den vurdering at den kristne menighed skal bortrykkes før trængselstiden, er et forholdsvis nyt syn, som dukkede op i England i 1830. (Se f. eks. James McKeevers bog Bogen om bortrykkelsen, s. 157-166.)

Men denne antagelse er ikke rigtig. Vi véd, at gendøberne i 1500-tallet havde denne vurdering af tidspunktet for den kristne menigheds bortrykkelse. Efter min vurdering går den tilbage til apostlenes tid, men jeg kan ikke dokumentere ved skriftlige kilder.

DEN SYVENDE BASUN.

DEN SJETTE PARANTES.

Åb. 11,14-19.

Til nu har der været to vee råb. Det FØRSTE VE-RÅB strækker sig fra Åb. 8,13 og til 9,12 og indeholder flg. begivenheder.

a. Den 5 basun, som beskriver udgydelsen ag de onde ånde fra abyssos, således at disse skal plage jøderne i 5 mdr. Åb. 9,1-12. Det ANDET VE-RÅB strækker sig fra Åb. 9,13 og til 11,13 og indeholder flg. begivenheder.:

A. Den sjette basun som beskriver kongerne fra Østen, som dræber tredie del af menneskene på jorden. Åb. 9,13-

B. Den vældige engel som kom ned fra himmelen med en lille åbnet bog. Han holdt sin højre fod på havet og sin venstre for på jorden og råbte at der ikke længere skulle være mere tid. Åb. 10,1-6.

C. Johannes blev bedt om at tilegne sig den lille åbnede bog. I hans mund var den sød som honning, men når den kom ned i hans mave, havde den en besk smag. Åb. 10,7-11.

D. Målingen af Guds tempel i Jerusalem. Åb. 11,1-2.

E. De to jødiske vidner som skal være profeter i Israel i den store trængsel. Antikrist skal formå at tage livet af dem, men efter 3½ dag skal de få livet tilbage af Herren, og de skal stige op til himmelen i skyen medens deres fjender ser dette. Åb. 11,3-13.

Det TREDIE VE-RÅB strækker sig fra Åb. 11,15 og indeholder alt det der skal ske i den store trængsel. Det strækker sig helt til Åb. 19,21. Den 7. Basun indeholder alt dette, for den har i sig også de 7 vredesskåle, som Gud skal sende over jorden i den store trængsel.

Efter at den 7. Engel havde blæst, blev det proklameret i himmelen: At kongedømmet over verden var tilfaldet Gud og hans salvede, som er Jesus fra Nasaret. Jesus skal være konge i al evighed. Dette er rigtig, for dette syn er proeliptisk og beskriver det som skal ske i.f.m. Jesu endelige sejer over sine fjender ved Harmageddon.

Hvad der gælder Jesu indtagelse af det kongedømme, som han er blevet lovet af Faderen, så skal han både styre i tidsalderen, som er 1000 års-riget, og derefter skal han styre i al evighed. Det er vigtig at vi lærer os at skille mellem disse to (jordisk og himmelske) styringer, det første er begrænset til at vare i 1000 år, medens det andet er for al evighed. Dette kommer bl.a. til udtryk ved ærke engelen Gabriels samtale med Marie: Luk. 1,32-33.

De fleste teologer og mange Bibel-granskere er desværre ikke opmærksomme på denne dobbelthed i Jesu styre. I og med at de ikke regner med 1000 års-riget som en selvstændig frelses epoke, så blander de udsagnene som gælder 1000 års-riget enten sammen med kirkens tid eller henlæger dem til den nye jord. Det siger sig selv at det bliver lidt og noget rod af sådanne vurderinger. Det er først når teologerne regner med RIGET FOR ISRAEL som en selvstændig tidsperiode, at de kan begynde at få orden på deres teologiske systemer. Indtil den tid at det sker, må de bare leve i deres rod. Dette er til stor skade for dem selv, kirken og de troende.

Hvad som gælder Jesu indtagelse af sin store magt og sit kongedømme, så sker det i etapper. Vi har følgende hoved etabber i dette.

a. Da Jesus sonede al verdens synd på Golgata, lagde han det JURIDISKE GRUNDLAG for sin generobring af verden.

b. Når Faderen giver Jesus bogrullen og han får lov til at åbne seglene på fremtids bogen på grund af forsoningen, underlægger han sig hele verden, i og med at alt som lever, underkaster sig ham. Dette er den FORMELLE INDTAGELSE af verden. Åb.5.

c. Når den vældige engel sætter sin højre for på havet og sin venstre for på jorden, så er dette et udtryk for at hele skaberværket tilhører Gud. Åb. 10,1-6.

d. Når Satan og de onde engle (ånderne) bliver kastet ned fra lufthimmelen og ned på jorden, overtager Gud det fulde herredømme i lufthimmelen. Han fylder dette tomrum ved at sænke det himmelske Jerusalem nærmere jorden. Åb. 12,7-9.

e. Ved Harmageddon kommer Jesus selv ned fra lufthimmelen og kæmper mod sine fjender. Han tilintetgør dem med sit sværd, som er hans Ord. Dette er den FAKTISKE MAGTOVERTAGELSE, som bygger på det juridiske og det formelle grundlag, som er lagt på et tidligere tidspunkt. Åb. 19,11-21.

Det var røsterne i himmelen som først kom med proklamationen om at Jesus var blevet konge i 1000 års-riget (v.15.) Derefter tilslutter de 24 ældste sig denne hylest. De 24 ældste i himmelen er utvalgte jøder fra den messianske menigheten.

De udsagn som de 24 ældste giver udtryk for, i Åb. 11,16-18 er af stor vigtighed. De fortæller os om vigtige begivenheder som skal ske ved afslutningen af denne tidsalder. De udtaler sig om følgende forhold:

1. De tiltaler Gud med ordene "du som er og som var.,v.17. Når vi sammenligner dette udsagn med den beskrivelse som vi har af Gud i Åb. 1,4, så ser vi at nu er ordene "og som kommer", udeladt. Grunden til er at nu er Gud kommet i Jesu skikkelse og har oprettet riget for Israel: Åb. 1,4.

2. De siger videre at "hedningerne er blevet vrede.,v.18. Hedningerne har været mere eller mindre hadefulde på Guds ordninger og på Israel igennem hele trængselstiden, men i den store trængsel skal dette Guds hadet forstærkes voldsomt. Det begynder med Antikrists indtagelse af Israel, Jerusalem og templet i begyndelsen af den store trængsel og det afsluttes med hedningernes angreb på Jerusalem og slaget ved Harmageddon.

3. De siger videre at Guds "vrede er kommet." ,v. 18.Guds vrede giver sig specielt udtryk i de 7 vredesskåle, som han tømmer over jorden Åb. 15-19., og i Jesu genkomst til Harmageddon, hvor han skal slå hedningerne med sit sværd, som er Guds Ord.

4. De siger videre "at de døde skal dømmes." v.18

Dette udsagn gælder ikke dommen over de fortabte døde. De skal dømmes efter at de 1000 år er til ende. Åb. 20,11-15, men dette udsagn kan indbefatte to forskellige kategorier af "døde" mennesker, og det er:

a. De TROENDE DØDE af forskellige frelsekategorier . De skal stå op og få deres bedømmelse af Herren, før 1000 års-riget bliver oprettet.

Dette gælder de som er døde i troen på Jesus som deres personlige frelser, efter at den kristne menighed er optaget til himmelen.

Dette gælder også de Gl.testamnetlige troende, som skal stå op på "den sidste dag" og få deres dom foran Jesu herlighedstrone i Jerusalem.

Denne dom gælder også martyrerne fra hele trængselstiden. Vi hører om martyrerne fra de første del af trængselstiden i Åb. 6,9-11. De beder Herren om at hævne deres blod over dem som bor på jorden. De bliver bedt om at vente en tid "indtil tallet på deres medtjenere og deres brødre som herefter skulle slås ihjel ligesom de selv, blev fuldt.", v. 11.

Disse er endvidere omtalt i Åb.20,4,hvor der står: "Og jeg så troner, og de satte sig på dem (de som skulle dømme), og der blev givet dem magt til at holde dom, og jeg så deres sjæle som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds Ords skyld, og dem som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede, og som ikke havde taget mærke på pande og på sin hånd, og de blev levende og regerede med Kristus i 1000 år."

b. De ÅNDELIGE DØDE. Dette er mennesker af forskellige frelses grupperinger som har gennemlevet trængselstiden på 7 år. Alle disse mennesker, som er åndelige døde, skal frem foran Jesu domstol som er i Jerusalem og få deres dom af ham der.

Vi skal nævne dommene som der skal være i Jerusalem, før 1000 års-riget bliver oprettet.

For det første har vi Jesu bedømmelse af jøderne. De bliver bedømt bl.a. i forhold til hvordan de har formået at virkeliggøre deres kald som Guds folk og tage vare på deres muligheder som Guds representanter i de 2000 år som Jesus har været i himmelen. Disse er bl.a. beskrevet i Mat. 25,14-30.

For det andre har vi Jesu dom over de tilbageblevne hedningefolk. De skal møde op i Jerusalem foran Jesu herlighedstrone, for der bl.a. at svare på hvordan de har behandlet Jesu MINDSTE BRØDRE, som er jøderne, i trængselstiden. De som har gjort godt mod jøderne, får de adgang til at komme ind i det rige som er beredt fra verdens grundvold blev lagt. Denne doms sene er beskrevet bl.a. i Mat. 25,31-46. Denne doms sene er forøvrigt også beskrevet i Joel 3,7.

Disse 2 forskellige grupperinger af mennesker vil blive bedømt ud fra forskellige doms grundlag. Tiltalen mod dem vil ikke gå ud på det samme. De vil få deres doms grundlag udarbejdet ud fra deres egenart som folk og som gruppe.

Den første gruppe, som er jøder, vil blive bedømt i forhold til hvad de har gjort med deres muligheder, for at udbrede Guds riget, hvor de end har befundet sig i verden. De som har beflittet sig med at tage vare på deres muligheder, skal få del i riget. De skal få endda støre opgaver i riget, end det som de havde tidligere.

Den andre gruppe, som reprænsenterer de over levende folkeslag, bliver bedømt i forhold til hvordan de har behandlet jøderne. Jødefolket og Israel er GUDS STORE TEST overfor hedningerne.

Den som er imod Israel og jøderne, den er imod Gud og hans planer, og den kan være HELT SIKKER på ikke at få del i frelsen og riget for Israel.

Disse 2 grupperinger af mennesker som vi har beskrevet ovenfor, bliver bedømt på forskellige doms grundlag, men til trods for det, så har de alligevel ting fælles, selv om dette ikke er nævnt i konteksten. Det som er fælles for dem, er hvorvidt enkelt mennesker i grupperinger har fået en personlig tro på Jesus (Messias) eller ikke, og troen er en gave.

Dette står ikke skrevet i Mat.25, men vi ved at det må være således. Ingen kommer ind i 1000 års-riget uden at vedkommende har en personlig tro på Jesus som verdens frelser og som jødernes Messias. Det som forener alle troende er genfødselen og troen på Jesus.

1. De siger videre at Gud skal lønne sine "tjenere profeterne og de hellige og dem som frygter Guds navn.",v.18.

Dette udsagn angår tre grupper troende, og det er PROFETERNE, DE HELLIGE OG DEM SOM FRYGTER GUDS NAVN. Til trods for at benævnelserne her er forskellige, så indbefatter disse tre benævnelser den TOTALE SUM af alle troende op igennem samtlige frelsehusholdninger. De har fået deres bedømmelse af Herren, enten i himmelen eller foran Jesu domstol i Jerusalem, og nu skal de bedømmes efter deres trofasthed i kristenlivet. De skal få opgaver i 1000 års-riget alt efter hvordan nådelønnen er blevet. Hvor nådelønnen er blevet stor, skal opgaverne blive store, og der hvor nådelønnen er blevet mindre, skal opgaverne blive mindre. (Se min bog: Jesu Gjenkomst, bind 1,s.79-139, hvor jeg skriver meget om dette.)

Hvad der gælder den første gruppe, PROFETERNE, så gælder det både profeterne i G.T. og i N.T. Profeterne er udtaget af Gud til at tale et bestemt budskab til menneskene. Det kan være budskab som gælder indeværende tid, eller det kan være budskab, som strækker sig ind i fremtiden. De taler med Guds autoritet, og ofte så begynder også de Gl.testamentlige profeter deres budskab med følgende ord: "Så siger Herren." Der skulle ikke være det mindste tvivl om at det var Gud som stod bag budskabet.

Det som videre kendetegner, er virkelig profet, er to forhold. For det første lader Herren aldrig noget ske før han har fortalt det til sine tjenere, profeterne, således at de kan fortælle det videre til folket: Hoseas 3,7.

For det andet går det budskab, som en virkelig profet kommer med, i opfyldelse, selv om det i mange tilfæler kan gå lang tid og opfyldelsen lader vente på sig: Jerm. 28,9.

Der var tre grunde til at Herren sendte profeterne til Israel-folket.

For det første ønskede Gud at folket skulle komme tilbage til deres forpligtelser og deres pagter med Herren, for han vidste at dersom de ikke gjorde det, så fik de ikke del i frelsen, som er deltagelse i riget for Israel: Es. 55,3. Esek. 18,21.

For det andet ville han vise folket det som skulle ske i fremtiden, således at folket kunne orientere sig i det frelses historiske landskab. Vi ved at det profetiske ord er både frelses og vanlig historie som er skrevet, før det sker, for at vi skal tro det, både før det sker, når det sker og efter at det er sket.

Det profetiske ord er GRUNDSTRUKTUREN i historien: Dan. 2,28 og 9,2. 1.Pet. 1,10-11. 2.Pet. 1,19.

For det tredie ønskede Herren at vise den store forskel som der er mellem ham og afguderne eller de onde ånder. De er åndelige realiteter, men de kan ikke forudsige det som skal ske. Gud udfordrede ofte det jødiske folk i gammel tid på dette punkt ved at han gjorde nar av de onde ånder, som ikke kunne forudsige fremtiden .Gud derimod fortalte dette til jødefolket gennem sine profeter, og når noget havde gået i opfyldelse, så fortalte han nye ting, som endnu ikke havde gået i opfyldelse: Es. 41,42 og 42,9.

I Gl.testamentlig tid var den profetiske gave givet til enkelte mennesker, som havde Den Hellige Ånd i deres hjerter som vejleder. De var drevet af Den Hellige Ånd til at profetere: 2.Pet. 1,21.

I Ny.testamentlig tid har vi også den Gl.testamentlige profettype, men i vor tid er Den Hellige Ånd givet til hver enkelt troende, således at hvem som helst kan indehave et profetembede. Vi kan alle tale profetisk, siger: 1.Kor. 13,31.

I Ny.testamentlig tid kan vi dele det profetiske embede og den profetiske nådegave ind i tre dele.

For det første skal profeterne tale til opbyggelse, formaning og trøst til menneskene. De skal kende til Guds Ord og det indbyrdes forhold i dette: 1.Kor. 14,3.

For det andet skal profeterne se sammenhængen i det profetiske ord og tolke dem for menigheden. På dette område bliver der gjort mange fejl i dag, og hovedgrunden til det er det forhold at mange mennesker som ikke har den profetiske nådegave, udtaler sig om eskatalogisk og andre problemstillinger med stor selvsikkerhed. Det profetiske og eskatalogiske ord er så pass vanskelig i sig selv at ikke alle og enhver skal udtale sig om det. Vi må respektere de grænser som Gud har sat for udøvelsen af nådegaverne.

For det tredie får profeterne nye budskaber fra Herren og skal meddele dem til menigheden. Vi har mange eksempler på at dette er sket, både i profetisk tid og i vor tid. Vi skal nævne nogle af disse tilfæler : Ap.Gr. 11,27-28.

I moderne tid er der f.eks. blevet profeteret at jøderne skal rejse ud af Samvældet af uafhængige stater, at Sovjet-unionen skal opløses som stat, at Rusland skal gå til angreb på Norge og Finland og at Berlin muren skal falde. Flere af disse profetiske udsagn er allerede gået eller holder på at gå i opfyldelse.

Hvad der gælder den anden gruppe, DE HELLIGE, så er det en fællesbetegnelse på alle troende i enhver tidsperiode. Det gælder både hedninger og jøder. Enhver som er troende, er en hellig person. Hellig betyder ikke at man er perfekt, men det betyder at man er udskilt fra verden, at man er blevet renset ved Jesu forsonergerning og at man står i Guds tjeneste.

Der er mange Bibel-lærere som mener at de hedninger som hverken har hørt om jødernes lov eller evangeliet om Jesu forsoning, er prisgivet til at gå fortabt, men Bibelen siger naturligvis det modsatte. Den siger at alle mennesker har deres muligheder til at blive frelst, for Jesu forsoningsgerning på Golgata gælder al verdens synd. De hedninger som ikke kender til jødernes lov og evangeliet om Jesu forsoning, bliver heller ikke gjort ansvarlig for det som de ikke kender til. De må tage stilling til de frelses beviser som de har i deres egen tidsperiode. Disse frelses beviser er flg.:

a. Det er Guds skaberværk.

b. Det er deres egen samvittighed.

c. Det er deres tanker, som indbyrdes anklager eller frifinder dem.

d. Det er natur retten, som de helt eller delvis kender til.

e. Det er Gud som skaberen: Rom. 2,9-16.

(Se Romerbrevet, kap.1-2 om dette. Se også Don Richardsons bog: Evigheden i deres hjerter. Han fortæller om hvordan en del stammer i det indre af Burma har holdt fast på ur evangeliet, og hvordan de omvendte sig til Herren, når missionærerne kom til dem i det forrige århundrede, fordi det budskab som missionæren havde, stemte med deres egne gamle skrifter og forventninger.)

Hvad der gælder den tredie gruppe, som er omtalt som "DEM SOM FYGTER MIT (GUDS) NAVN, så angår dette tre grupper mennesker, og det er:

a. Troende hedninger, som har levet udenom loven og evangeliet. De kender ikke til hverken den jødiske lov eller evangeliet om Jesu forsonergerning, men frygter for Gud og hans love i naturen, som er nedlagt i deres hjerter. I trængselstiden vil disse mennesker blive stillet på valg ved det evangelium, som de kender til skal forkyndes i den store trængsel. Det går ud på at de skal frygte Gud og give ham æren. I dette evangelium, som bliver kaldt for et tidsalderligt evangelium, bliver det heller ikke noget om Jesu forsoning. Det skal de få at høre om på et senere tidspunkt: "Og jeg så en anden engel flyve under det højeste af himmelen, som havde et TIDSALDERLIG EVANGELIUM Åb. 14,6-7.

b. Troende jøder som har levet i samsvar (samfund) med loven. Dersom vi kender vor Bibel, ved vi at udtrykket "dem som frygter Herrens navn" kendertegner både de troende jøder og hedninger, som havde gået over til jødisk tro, i Gl.testamentlig tid. Det kendetegner også de samme grupperinger på Jesu tid og i den første apostel tid. Dette udtryk er både brugt i evangelierne og i første del af Apostlenes gerninger. En af de sidste gange at det bliver brugt i Apostlenes Gerninger, er ved det tilfælde da Peter besøgte Kornelius hus, og derfor kunne han også udtale flg.: Ap.Gr. 10,35.

Når Paulus brugte dette udtryk, så bruger han det om jøderne, som holdt loven: Ap. Gr. 13,16. (Se mine bøger Jødernes Konge, bind. 1,2,3 og 4.) hvor jeg skriver meget om dette.

c. De troende i trængselstiden.

Denne udtryksmåde tilkendegiver, at det kristne budskab om den frie nåde ikke er i trængselstiden. Den frie nåde gælder kun for den tidsperiode, vi lever i nu. Vi kalder den for den frie nådes tidsperiode, den Hellige Ånds tidsperiode eller den kristne menigheds tidsperiode.

I trængselstiden er det ikke det frie nådes evangelium som skal forkyndes, men da er tiden kommet til at jøderne igen skal tage op forkyndelsen og oprettelsen af Guds riget i Israel. Det er det samme som 1000 års-riget. Det var dette budskab som blev forkyndt i Israel, både i Gl.testamentlig tid og i den første apostel tid: Mat. 24,24.

I 1000 års-riget bliver frelsen gjort afhængig af to forhold:

a. En må holde loven. (lovens retfærdighed)

b. En må tro på Jesus som sin personlige frelse.

1. Til slut siger de 24 ældste at Gud skal "ødelægge dem som ødelægger jorden (gr.ge)." v.18.

Dette betyder, at Gud ikke bare skal dømme hedningerne, men han skal først og fremmest dømme og ødelægge dem som på en speciel måde ødelægger jorden og Israel. Det greske ordet som her er brukt, er på gresk ”ge”, og det betyr både ”jorden” og ”landet Israel” (Eretz Israel). Der tænkes der både på åndelig forurening og på fysisk ødelæggelse af jorden, skaber værket og Israel. De som først og fremmest bliver dømt i denne dom er Satan, Antikrist, Den falske profet, skøgekirken, de forskellige former for Babylonisme og kongerne over jorden, som er samlet i Israel, for at ødelægge Guds folk og Guds land.