Dåbens betydning. av Oskar Edin Indergaard. Oversatt til dansk av Uffe Nissen, Danmark.

Der er igen blevet diskussion om dåbens betydning, og det er godt. Vi må også håbe, at der kommer noget godt ud af en sådan diskussion, så at man kan orientere sig påny og ikke gå tilbage til sine gamle positioner og forblive der. Dåben er blevet en skyttegrav, hvor de kristne har forskanset sig, så de ikke kan godkende hinanden.

Der er ingenting i den kristne lære, der har splittet de kristne mere end dåbssynet. Dåben er ikke blevet et samlende symbol, men et symbol, som splitter. Der er fuld forvirring om dåbens betydning.

I Norge er der 4 forskellige syn på dåben: Det katolske, det lutherske, det metodistiske og det baptistiske. Jeg regner med at alle véd hvad de går ud på, så jeg ikke behøver at repetere det her.

Dåben går tilbage til jødedommen og den har med renselse at gøre. Det gælder både de forskellige jødiske dåbsceremonier i GT, Johannesdåben (Mat. 3:6), den dåb, som Jesus forordnede. (Mat. 28:18-20) og den dåb, som disciplene døbte med efter Jesu opstandelse (Ap. Gr. 2:38.)

I alle disse tildragelser var dåben obligatorisk for at syndernes forladelse (gr. afesin, som betyder bortsendelse) kunne finde sted.

Vi lægger mærke til, at dåben ikke betyder begravelse, død og opstandelse, som den katolske og lutherske kirke lærer.

Dersom vi vil forstå et forhold i Bibelen, må vi gå tilbage til de jødiske tanker om dette. Vi må tilbage til vore rødder. (Se min bog: Kristendommens Jødiske Rødder.)

Den katolske og den lutherske lære bygger stort set deres vurdering af dåben 7 udsagn i NT: Markus 16,15-18, Ap.gj.2,38, Dåbsbefalingen i Mattæus 28:18-20, Johannes 3:5-6, Romerne 6:3-7, Filipenserne 2:11-12 og Titus 3:5.

Misionsbefalingen i Mark.16,15-18 angår ikke den kristne menighets tid. Den er gitt til den messianske menigheten og skal komme tilbake i Rigets tid. Den sier at den som ”tror og blir døpt, skal bli frelst.” (v.16,16), men i inneværende tidshusholdninger blir den som tror, frelst.

Dåpsbefalingen i Ap.gj.2,38 er også en dåpsbefaling for Riget for Israel. Den som omvendte seg (holdt Torahen) og ble døpt, skulle få Den Hellige Ånd. I inneværende tidshusholdning får vi Den hellige Ånd uten å holde den jødiske Torah og uten å være døpt på forhånd. Den jødiske Torah angår ikke den kristne menigheten. Vi er DØD FOR og FRA TORAHEN. (Torahen er ikke avskaffet eller død, men det er vi som er død. Dette er en vesentlig forkjell.)

Dåbsbefalingen i Mattæus 28:18-20 er ikke givet til den kristne menighed, men til jøderne og angår 1000 års-riget. Sammen med befalingen om at døbe sagde Jesus til disciplene, at de skulle lære de døbte at holde alle hans bud og forordninger. Når vi gransker dem, ser vi, at de er knyttet til Mose Torah og Jesu undervisning.

Vi behøver blot at referere nogle af Jesu bud for at forstå, at de ikke gælder vor tidsperiode, som er den frie nådes tidsperiode, men at de angår en helt anden tidsperiode, riget for Israel.

Jesus lærte, at den som vil have del i Guds rige, måtte holde hans Torah, han måtte have retfærdige gerninger, han måtte sælge det han ejede og give det til de fattige, han måtte vise barmhjertighed og tilgive andre. Den, som ikke viste barmhjertighed fik ikke del i Guds Rige. (Se min bog "Jesu Genkomst".Bind 5, kapittel: Jesu undervisning.)

I vor tidsperiode er vi løst fra Torahen som forpligtigelse for at komme ind i Guds rige, det blev bestemt på apostelmødet i år 50 og hele Pauli undervisning går ud på dette.

I Johannes 3:5-6 står der: Jesus svarede: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Uden at nogen bliver født af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds Rige. Hvad der er født af kødet, er kød og hvad der er født af Ånden, er Ånd.

Den konstruktion, som disse to Bibelvers er bygget på, er den såkaldte parallellisme. Det betyder, at jøderne udtrykte de samme tanker i to sætninger, som stod ved siden af hinanden. De kunne bruge forskellige ord på det, de sammenlignede.

I dette tilfælde bliver ordet vand sammenlignet med ordet kød og ordet ånd sammenlignet med ordet Ånd. Vi ser da, at vandet er det samme som kødet - det er den menneskelige natur efter fostervandet, der her er tale om. Det betyder, at det som er født af mennesket, er menneske, og det som er født af Ånden, er Ånd.

Dette har den katolske kirke og den lutherske kirke ikke forstået, men Nikodemus forstod det. Han spurgte, om et menneske da kunne komme ind i moders liv og blive født to gange – med en almindelig fødsel imellem. (Joh. 3;4)

Skriftstederne fra Romerbrevet og Filipenserbrevet angår i det hele taget ikke vanddåben, men vedrører genfødelsens dåb. Det er ikke vanskeligt at se, at dette er korrekt, når man undersøger, hvad der står.

I Titus 3:5 står der rent ud, at han frelste os ved badet til genfødelse og fornyelse ved Den Hellige Ånd. Dette er genfødelsens dåb og ikke vanddåben.

Både katolikerne og lutheranerne tror, at genfødelsen ligger i dåbens vand, men det er ikke rigtigt. Man bliver ikke et Guds barn i dåben - man er et Guds barn allerede fra undfangelsen. Vi har heller ikke noget Skriftsted, som fortæller os, at man får Den Hellige Ånd i dåben.

Det er en god handling at bære sine små børn frem for Gud, men man kan ikke hvile i dåben. Dersom man ikke senere kommer til tro på Jesus, går man fortabt for Guds rige.

I en anden sammenhæng beder den lutherske kirke om, at de frafaldne må komme tilbage til dåbens nåde. Hvor har de det fra, at der er nåde i dåben? Jeg tror, de frafaldne må komme tilbage til en helt anden nåde, og det er Guds nåde i troen på Jesus.

Dette har både baptisterne og metodisterne forstået, medens katolikerne og lutheranerne endnu ikke har forstået det.

Metodisterne siger, at i og med, at barnet er Guds barn helt fra fødselen, kan de døbes. Dette er en fin og logisk tanke, men den behøver ikke at være rigtig af den grund.

Baptisterne siger, at dåben skal være et gensvar på, at man er frelst, eller den skal være en pagt mellem Gud og den enkelte. De bruger 1. Pet. 3:31 som bevis på, at voksendåb er det rigtige.

Til dette vil jeg sige, at vi må være meget forsigtige med at bruge Bibelvers fra de jødiske Skrifter, når vi skal vise, at noget er rigtigt i vor tidsperiode. I mange tilfælde går det galt, når vi gør det. Indholdet i disse breve angår Riget for Israel og ikke den kristne menighed, men vi kan naturligvis bruge den generelle forkyndelse i disse breve.

Baptisterne bruger også versene fra Romerbrevet 6:3-7 og Filipenserbrevet 2:11-12 i forbindelse med dåben. Dette viser, at de heller ikke forstår det, som står her. Disse versene angår ikke vanndåp i det hele tatt, men de angår vår korsfestelse, død og oppstandelse sammen med Jesus. De angår det som Jesus gjorde for oss på Golgata.

Paulus, som er vor lærer, døbte også mennesker i begyndelsen af sin virksomhed, men fra året 61 (1. Kor. 1:17.) holdt han op med det, til trods for, at Jesus havde sagt til sine disciple, at de skulle døbe. Hvad var der sket med Paulus? Var han blevet ulydig mod sin Herre og Mester?

Nej, det var han ikke, men Mesteren havde vist ham, at dåben ikke var aktuel længere i den tidsperiode vi har i dag, som vi kalder for den frie nådes tidsperiode. Han siger selv om dette: "Kristus har ikke sendt mig for at døbe, men for at forkynde evangeliet, ikke med vise ord, for at Kristi kors ikke skulle tabe sin kraft." (1. Kor. 1,17JVanddåben har ingen betydning i vor tidsperiode. Når et menneske bliver frelst, bliver man døbt af Den Hellige Ånd med det samme ind i den kristne forsamling. 1. Kor. 12:13.

Paulus takket Gud fordi han ikke hadde døpt mange mennesker. Han begrunnet det med at ingen da kunne si at de VAR DØPT TIL HANS NAVN. (1.Kor.1,14-16.) Uttrykket ”å ære døpt til ens navn” betyr ”at en er døpt inn i vedkommendes lære, kraft og autoritet”. Dette betyr at VANNDÅPEN IKKE ANGÅR Paulus lære for den kristne menighet.

I Efeserbrevet 4:5 siger Paulus, at der kun er én dåb. Dette er hverken barnedåb eller voksendåb, men genfødelsens dåb.

Hvad skal vi gøre for at få orden på dåbsspørgsmålet, således at vi får det rigtigt? Vi må gøre det samme, som vi må gøre med alle teologiske spørgsmål: Vi må fordele Guds Ord på en ret måde. (2. Tim. 2:15.)

Hvordan gør vi det? Vi må adskille Pauli hans forkyndelse i NT. Det er den, som gælder for os.

Er vi villige til at gøre dette? Jeg ved det ikke, men hvis vi gør det, får vi et mere rigtigt syn på alle spørgsmål i NT – også dåbsspørgsmålet, som der nu er fuld forvirring om.