Matteus Evangeliet. Jesu liv og lære. Av Oskar Edin Indegaard. Del 3.

Resymeet er skrevet av Egon Ladegaard Kristiansen, Danmark.

. Kristen Bokproduksjon .6630 Tingvoll. Norge.

http://home.online.no/~oskaredi.htm

S.240: Tidsperioderne er forskellige og deres egenart må ikke blandes ind i de andre tidsperioder selv om en del af principperne er de samme. En tidsperiode er en frelsesenhed som er forskellig fra både foregående og efterfølgende tidsperiode. Dersom vi sammenblander tidsperioderne og deres egenart, så bliver Bibelens tale til os uklar, for det ene udsagn kan komme i modsætning til det andet. Gud er ordens Gud og ikke forvirringens Gud.

Jesus forkyndte ikke kirkens tid og de læremæssige sandheder angående det kristne legeme, men han uddybede de læremæssige sandheder for ”Riget for Israel”, som stod foran sin opfyldelse ifm. Jesu første komme. Jesus forkyndte både sin egen Torah, og han forkyndte Guds frelse for den som kom til tro på ham. Rabbinerne havde også sagt på et tidligere tidspunkt at når Messias kom, ville han give jøderne en ny Torah.

Den som ikke var villig til at opgive alt det som han ejede, fik ikke del i ”Riget for Israel”.Mat.19

Den som ikke tilgav andre, fik ikke selv tilgivelse: Mat.6,14-15.

Den som ikke ville holde Torahen, fik ikke del i ”Riget for Israel”:Mat.7,21-23.

Den som ikke viste barmhjertighed, fik ikke selv barmhjertighed: Mat.5,7

Apostlene videreførte Jesu lære om Riget indtil Paulus fik åbenbaringen om den kristne menigheds tidsperiod, som afløste Rigets forkyndelse.

Dersom vi vil vide noget om de nytestamentlige hemmeligheder, så må vi gå til Paulus og ikke til de jødiske Skrifter.

Hovedgrunden til at det kristne legeme er splittet i synet på det læremæssige, er det forhold at fortolkerne ikke regner med tidsperioderne og heller ikke sætter grænser mellem dem på rette steder.

Dersom man havde haft et ret syn på dette, så havde vi ikke behøvet at have de forskellige dåbssyn, tienden, sabbatten eller søndag som helligdag, forholdet mellem Israel og kirken, synet på ”Riget for Israel” og tidspunktet for den kristne menigheds bortrykkelse i forhold til trængselstiden.

De forskellige kristne organisationer har forskellige opfattelser af de bibelske spørgsmål. Den som ikke studerer Bibelen, bliver agterudsejlet på en række områder.

S.242: Hvad der gælder vanddåben, så har den ikke den betydning i kirkens tid, som den havde i Rigets forkyndelse. Peter sagde at den som ikke troede og blev døbt, blev ikke frelst: Mark.16,16.

Paulus sagde at det var udelukkende troen som frelste et menneske. Han var selv glad for at han ikke havde døbt så mange mennesker: 1.Kor.1.14-17.

Hvad der gælder tienden, så var dette et krav som fulgte med i Sina-pakten. Paulus sagde ikke noget om tiende, men han sagde at vi skulle lægge til side det som vi havde tro for og råd til: 1.Kor.16,2. Dersom nogen ønsker at give tiende, så er det op til den enkelte. Ingen er i indeværende bundet. (Se min bog: Mattæus Evangeliet, Jesu liv og lære, s. 319-321.)

Når det gælder forholdet mellem Israel og den kristne menighed . Så begyndte den kristne menighed hverken ved Golgata eller på pinsefestens dag, men den begyndte med Paulus`omvendelse udenfor Damaskus. Vi kan ikke uden videre overføre Jesu og apostlenes forkyndelse og breve til menighedens tid. I Nytestamente beskrives to menigheder. Det er for det første Rigets menighed, og det er den kristne forsamling.

Sandheden er den at Gud ikke har indgået nogen speciel pagt med den kristne menighed. Vi som hører med til den kristne menighed, er koblet ind i Jesu forsoning og Den Hellige Ånd som frelsespant. Den nye pakten i Jesu blod er blitt opprettet med jødene på Golgata og den fungerte helt inntil Jerusalems ødeleggelse i år 70. Den ligger nå på ent til jødene omvender seg som folk og nasjon på slutten av den store trengsel. I vår tidsperiode lever vi i de paulinske hemmeligheter.

S. 243: Det kristne legeme er en ny frelsesforsamling, som ikke har været før. Legemet har sin egen frihed og sin egenart. I det kristne legeme er jøder og hedninger ligestillet, men de har ulige forpligtelser i kristenlivet, for de har ulige frelsesbaggrund – og dersom det er således at den kristne menighed er en parentes, så må de ordninger som Gud har tiltænkt menigheden, afsluttes indenfor parentesen.

S. 255: 2.Mos.19,6: Dette løfte til jøderne er ikke ophævet. Det er heller ikke gået over til os hedninger, for sine nådegaver og sitt kall angrer Herren ikke på: Rom.11,29.

1.Kor.12. Paulus skrev IKKE at den kristne menighed skulle være præster og konger. Han skrev derimod, alle troende i vor tidsperiode er ligestillede ”lemmer på Jesu legeme”, og at menigheden bygges op af embeder, opgaver og nådegaver.

Ved at vi ikke hævder Bibelens syn på Israel og jøderne, svækker vi jødernes sag og mister meget af den velsignelse som vi ellers kunne have haft over vore kirker og vore liv.

S. 257: Vor kirkes teologi har ment at den kristne kirke har overtaget jødernes rolle som Guds folk og endda værre at dette skete i.f.m.Jesu første komme. Teologerne kalder dette for ”Kristus-tranformationen”. Det betyder at alle de gammel-testamentlige løfter, som jøderne har fået, opfyldes på en ikke bogstavelig måde i Kristus og er gået over til den kristne menighed. De må derfor nytolkes i ny-testamentlig tid. (Se Oskar Skarsaunes hæfte: Endetid. Hvordan forstå Bibelens endetidsprofetier? Se også artiklen: Oskar Skarsaune og dispensasjonalismen på min internettside.)

S. 258: Hvad som gælder begrebet ”konger og præster”, så forekommer det kun i de jødiske Skrifter i N.T. Det er Peter og Johannes som skrev om dette. Paulus nævner det ikke i sine Skrifter. Peter og Johannes forkyndte og skrev – ikke til den kristne menighed – men de forkyndte og skrev til jøderne.

Vi må ikke sammenblande de messianske jøder med de kristne menigheder. Disse to grupper har forskellige kald og forskellige sigtemål. De messianske jøder skulle udgøre KERNEN i det frelste Israel. Israels frelse lå i forlængelse af deres frelse. Israel havde en mulighed til at blive frelst på apostlenes tid. Peter skrev at dersom de omvendte sig, så ville Jesus komme tilbage og oprette ”Riget for Israel” for dem.: Ap.gr.3,19-21.

Dersom dette havde sket, havde jøderne blevet konger og præster i dette Rige. . Da dette ikke skete blev løfterne til jøderne udsat til et senere tidspunkt.

Da jøderne ikke ønskede at omvende sig til deres Messias, så oprejste Gud en ny mand, Paulus, med et delvis andet evangelium end det evangelium som apostlene havde. Gud åbenbarede for Paulus HEMMELIGHEDERNE med den kristne menighed.

S. 268: I vore Bibler er Gal.2,7 forkert oversat. Det er oversat som om meningen var at Peter skulle forkynde evangeliet til de omskårne (jøderne), og Paulus skulle forkynde evangeliet til de uomskårne (hedningerne). Dette er forkert oversat. I grundteksten står der at Peter skulle forkynde ”omskærelsens evangelium”, og Paulus skulle forkynde ”uomskærelsens evangelium”.

Den rette oversættelse af dette giver en helt anden mening end den oversættelse som findes i vore Bibler. Den rette oversættelse af disse ord giver klart udtryk for at det er TO EVANGELIER, som er beskrevet i Gal.2,6-8. Det evangelium som apostlene og judaisterne forkyndte var et RIGTIGT EVANGELIUM, men det skulle ikke forkyndes for den kristne menighed, Det er Paulus forkyndelse som er gældende for os.

S.272: Vi behøver ikke at bekymre os om evangeliet om ”Himlenes Rige”. Det skal Jesus tage sig af, når han kommer tilbage. Når Paulus opfordrer hver enkelt troende til at få del i ”GUDS FYLDE” og ”ALDERSMÅLET FOR KRISTI FYLDE”, som er beskrevet i Ef.3,19 og 4,13, så gælder dette den hele og fulde sandhed om den frie nådens forkyndelse. Dersom vi blander sammen Jesu forkyndelse og Paulus`forkyndelse, så når vi aldrig frem til den fylde som Gud ønsker at vi skal have: Fil.3,15-16.

S.280: Vanddåben giver ingen god samvittighed med Gud. Det er kun genfødelsen som gør det. Her må ryddes kraftig op: Hebr.9,14.

Den romerske og den lutherske kirke mener at genfødelsen ligger i dåbens vand, og at en må døbes i vand, for at blive frelst. Dette er DEN STØRSTE VILDFARELSE som vor kirke har. Dette er et LAVMÅL AF TEOLOGISK VURDERING. (De fleste som kommer til tro på Jesus i dag, er ikke døbt på forhånd.)

Denne lære har været med til at føre mange millioner mennesker ind i fortabelsen. En kan ikke henvise til dåbens vand når opgørets dag kommer, men det eneste som holder på den dag, er hvorvidt en har Den Hellige Ånd som pant og indsegl i sit hjerte. Dette er det samme som at have troen på Jesus, og den er en gratis gave.

S.284: Når todelingen er borte i forkyndelse, så kommer den såkaldte ”erstatningsteologi”. Den går ud på at menigheden har overtaget Israel rolle i frelseshistorien.

1:Kor.19-21: Alle som tror på Jesus, har del i Guds kraft, Denne kraft er så stor at han opvakte Jesus fra døden og satte ham ved sin højre hånd i himmelen. Ved Jesu himmelfart blev han sat over enhver magt og myndighed som findes, ikke bare i nuværende verden, men også i den kommende verden, et jødisk udtryk for ”Riget for Israel”.

S. 290: I 1.Tim.1,15 har Bibel-oversætterne oplyst at Paulus var den største synder, men det kan ikke stemme. Der var mange syndere i verden på den tid som var større syndere end han, f.eks. kejser Nero.

S. 291: Apostlene kendte heller ikke til de paulinske hemmeligheder. Når de læste det som Paulus skrev om disse ting, så forstod de det ikke fuldt ud, for det var ikke i overensstemmelse med det de selv lærte: 2.Pet.3,15-16.

Englene forstod heller ikke disse hemmeligheder. De måtte lære det af den paulinske menighed når den underviste om disse ting: Ef.3,10 v.18.

S. 300: Det som vi må være opmærksom på, er det forhold at der var 2 SÆT MENIGHEDER i mange af byerne – både i Lille-Asien og i Hellas. Der var de messianske og de paulinske menigheder. De havde kun lidt kontakt med hverandre, for de forkyndte delvis forskellig budskaber.

Medens de messianske menigheder forkyndte både Guds nåde og de messianske love, så forkyndte Paulus og han medarbejdere den frie nåde. Det siger sig selv at man ikke kan forkynde to forskellige budskaber i den samme menighed.

S. 301: I og med at man ikke adskiller disse to typer menigheder i forkyndelsen, så er dette med til at svække den kristne identitet hos mange kristne i dag. Mange kristne er usikre på om de er frelst eller ikke, for de læser i brevene til de 7 lilleasiatiske menigheder at Gud kræver FULDKOMNE GERNINGER for at blive frelst (bevaret som troende). Jeg kan berolige de troende som har problemer med dette. Dette angår ikke den kristne menighed. Den er frelst ved tro-uden gerninger, så den sag er klar: Ef.2,8-9.

S. 302: De messianske jøder og Paulus havde ikke nogen samarbejde på det teologiske område. Det eneste område hvor de havde et fast og formelt samarbejde, var det økonomiske område.

S. 316: Den græske grundtekst, som blev udarbejdet af Westcott og Horst har ”Guds domstol” i Rom.14,10. Det er galt. Det skal være ”Jesu domstol”. Det er der at den kristne menighed skal få sine liv bedømt i forhold til gode og dårlige gerninger: 1.Kor.3,11-15.

Begrebet ”Guds domstol” er Guds dom over menneskerne efter at ”1000 års-riget” er afsluttet. (Se min bog: Jesu Genkomst, bind 3, hvor jeg skriver meget om de forskellige grundtekster.)

S. 325: DET STORE TILBUD OM OPRETTELSEN AF ”RIGET FOR ISRAEL” KOM EFTER PINSEFESTENS DAG, for da kom Den Hellige Ånd: Ap.gr.3,19-21. Rom.11,11.

S. 327: Dersom Gud havde forkastet Israel fra pinsefestens dag af, så havde Peter og de andre apostle også forkyndt til hedningerne, men i og med at Israel ikke var forkastet på det tidspunkt, så gjaldt budskabet kun jøderne og deres tilhængere.

Peter forkyndte ikke det paulinske budskab i Kornelius hus. Han forkyndte det messianske budskab om at den som ønskede at blive frelst, måtte FRYGTE GUD og GØRE RETFÆRDIGHED, som er det samme som at holde Mose-loven og Jesu undervisning.

S. 328: Hvad der var gældende for Paulus`forkyndelse, så var den knyttet til troen på Jesus, men den var ikke knyttet til overholdelse af den jødiske Torahen. Den var knyttet til nye åbenbarelser og hemmeligheder: Kol.1,25-26.

S. 329: At der er ligheder mellem apostlenes og Paulus`forkyndelser, det siger sig selv, for de kommer begge Gud, og de går begge ud på at frelse menneskerne. Apostlenes forkyndelse har sin basis i de gammeltestamentlige Skrifter og Jesu fortolkning af dem. Paulus`forkyndelse har sin basis i de HEMMELIGHEDER som han fik åbenbaret af Gud.

Medens apostlene relaterede forkyndelsen til EN YDRE OPFYLDELSE AF LOVEN, så løsrev Paulus sin forkyndelse fra loven., Han lærte at både jøder og hedninger blev frelst af nåde ved tro uden gerninger: Rom.3,21.

Medens apostlene UDELUKKENDE FORKYNDTE FOR JØDERNE, så forkyndte Paulus både til jøder og hedninger. Han LIGESTILLEDE dem i en ny frelses-forsamling som han kaldte for ”en ny skabning”, ”et nyt menneske” eller ”det kristne legeme”: 2.Kor.5,17.

Apostlene forkyndte i samsvar med missionsbefalingen: Mat.28,18-20. Paulus forkyndte ikke i forhold til disse missionsbefalinger. Det som var i centrum for hans forkyndelse var ikke en INDSKÆRPELSE AF MOSE-LOVEN, IKKE UNDERE og TEGN og TRO som basis for dette, men det han lagde vægt på, var FORSONINGEN FOR HELE VERDEN. Han forkynde sin egen missionsbefaling. Han kaldte denne missionsbefaling for ”FORLIGELSENS TJENESTE”. 2.Kor.5,16-21.

S.330: Det vigtigste i vor tidsperiode er ikke undere og tegn, men det forhold at menneskerne bliver frelst og bevaret som troende. GUDS NÅDE VAR ET NØGLEORD i undervisningen: Gal.3,5. - EN HVILE I DET SOM JESUS HAR GJORT FOR OS.

Ap.gr.2,38: Paulus forkyndte aldrig dette, men han praktiserede den jødiske dåb helt frem til året 51. I det år fik han en NY ÅBENBARING fra Herren om at vanddåben ikke var nødvendig for den kristne menighed. Dersom man praktiserede den, så ville FORSONINGEN MISTE SIN KRAFT:

1.Kor.1,17. Ef.4,4-6.

Når vi sammenligner disse to forkyndelser, så kan dette ikke være den samme forkyndelse, og det er det heller ikke, men dersom vi ikke ser at de gælder to forskellige menighedstyper, så må vi nødvendigvis sammenblande dem.

Den kristne menigheds store håb og frelse er ikke det samme som det jøderne havde.

Den kristne menighed venter på JESU KOMME FOR MENIGHEDEN og BORTATOMAR. Den kristne menigheds bortrykkelse hørte ikke med til de jødiske løfter. Dette var en HEMMELIGHED som først blev åbenbaret for Paulus: 1.Kor.15,51-52. 1.Tess.1,10.

Jøderne skal ikke blive befriet fra den kommende vrede, men de skal gennemleve den.

Medens den messianske forsamling er en JORDISK FORSAMLING, som skal styre sammen med Jesus i 1000 år, så er den kristne forsamling en HIMMELSK FORSAMLING som skal være med til at styre verden ud fra himmelen i de 1000 år.

S. 332: Det græske ord ”protos” betyder ”først” og ikke ”størst”, som det er blevet oversat med . Paulus var ikke DEN STØRSTE synder i verden, men han var DEN FØRSTE som blev omvendt efter der nye evangelium.

Store dele af den kristne menighed er desværre endnu ”småbørn i Kristus” og kommer også til at blive det helt til de begynder at forstå at der er forskel på apostlenes og Paulus`forkyndelse.

S. 344: Den frihed som Jesus og apostlene underviste om, var en frihed som var baseret både på TRO PÅ JESUS og på OVERHOLDELSE AF JESU LÆRE, som er læren for ”1000 års-Riget”. De messianske jøder var ikke fritaget for at holde loven i deres liv. De blev testet som troende i forhold til loven. Troen på Jesus drev jøderne TIL LOVEN.

Vi som hører med til den kristne menighed, det gælder både jøder og hedninger – er ER BORTDØDE FRA DEN JØDISKE LOV. Det er det STORE DELE af kristenfolket IKKE FORSTÅR, at de er VIRKELIG FRIE: Rom.8,1-2.

Hedningerne har aldrig været under Mose-loven. Vi har været under en ANDEN LOV, og det er

”SAMVITTIGHEDENS LOV”: Rom.2.14-15 og 3,19-20. Jesus opfyldte også denne lov på Golgata. Vi som hører med til den kristne forsamling – det gælder både jøder og hedninger – har en DOBBET FRIHED i forhold til de messianske jøder.

S. 347: Paulus skrev bl.a. til galaterne: ”Jeg undrer mig over at i SÅ SNART vender jer bort fra ham der kaldte jer ved KRISTI NÅDE, til et andet (gr.”heteros”, som betyder ”af et andet slags” evangelium, skønt det ikke er noget andet (gr.”allos”, som betyder ”af den samme slags”. Det er bare nogle (judaister) som FORVIRRER jer. Men selv om vi eller en engel fra himmelen skulle forkynde jer udenom det som vi har forkyndt jer, han VÆRE FORBANDET. Gal.1,6-8.

S. 349: Paulus forkyndte ikke i overensstemmelse med den jødiske lov, men han forkyndte SIN EGEN LOV og HEMMELIGHEDE. Paulus Torah er de bude forordningerne, reglerne og formaningerne som angår den kristne menighed. I Hans Skrifter er der ca. 400 bestemmelser. Dette betyder ikke at nogle af disse bestemmelser ikke kan være i overensstemmelse med Mose-loven og Jesu undervisning, for begge sæt af lovene kommer fra Herren, men de angår hver sin tidsperiode.

Jesu og apostlenes forkyndelse angik ”Riget for Israel”, medens Paulus`forkyndelse angår det kristne legeme.

S.354: Oprindelig gjaldt NADVEREN den messianske forsamling: Mat.26,26-29, men i og med at Paulus påbød den i 1.Kor.10,16-17 og 11,26, så skal også den kristne menighed fejre den.

Her fremkommer det at nadveren er for JESU LEGEME. Den er et billede på selve menigheden, hvor Jesus symboliserer brødet og menigheden har del i Jesus. (Se artiklen: Nadverdens betydning.)

I brevet til efeserne som blev skrevet i året 62, stadfæster Paulus at der blot er EN DÅB for den kristne menighed, og det var GENFØDELSENS DÅB, som er selve frelsen: Ef.4,5.

Dette kommer også til udtryk både i brevet til Romerne 6,3-5 og brevet til Kolossenserne 2,11-12.

Disse Bibel-steder bliver uretmæssigt tolket til at gælde vanddåben og den UBIBELSKE LÆRE om at frelsen ligger i vanddåben eller i forbindelse med den.

Dersom disse Bibel-steder skulle gælde det forhold at der er frelse i vanbddåben, så ville Paulus nødvendigvis være kommet i konflikt med sig selv i og med at han sagde i 1.Kor.1,17, at vanddåben ikke var nødvendig for frelsen. Ja, den var ikke blot UNØDVENDIG. Den var til og med SKADELIG, for den SVÆKKEDE BETYDNINGEN AF JESU FORSONING og skabte forvirring om vanddåbens betydning.

S. 356: Vi får både syndernbes forladelse og Den Hellige Ånd uden at vanddåben har fundet sted.

Vanddåben er IKKE FORENLIG med den NÅDEFORKYNDELSE som Paulus forkyndte, han forkyndte ikke i samsvar med de messianske jøder, som krævede vanddåben som en BETINGELSE

for at jøderne skulle få syndernbes forladelse og Den Hellige Ånd:Ap.gj.2,38.

Dette bliver da en udfordring til alle vore forkyndere, præster og pastorer som daglig forkynder, at der er frelse i vanddåben, og til lægfolket som troe blindt på dem. En løgn bliver ikke en sandhed selv om den bliver hævdet ofte.

Det som bliver sagt og ment i.f.m.med barnedåben og vanddåben i vore kirker, er efter min vurdering ET LAVMÅL AF TEOLOGISK VURDERING. Kirken og de lutherske organisationer tillægger vandet en MAGISK KRAFT og VIRKNING, som ikke er til stede, og det svækker Jesu forsoning.

S. 357. Denne forkyndelse om tro som en BETINGELSE for helbredelse var ikke forenelig med det nådesbudskab som Paulus forkyndte, og derfor måtte han FORANDRE sin forkyndelse på dette punkt. Fokuset blev flyttet over fra menneskets tro og til Guds nåde.

Ellers så er TRO vigtig i alle sammenhænger i Guds rige: Hebr.11,6.

S. 359: Dersom Paulus havde forkyndt den messianske jødedom, da var det ikke behov for at Herren måtte sende ham i EKSIL til Arabien i 3 år, for at OMSKOLERE HAM der.

S. 364: Paulus lærte at det kristne legeme var knyttet til EN ÅND og en DÅB. Dete var Den Hellige Ånd, og det var genfødelsen, som døbte den troende ind i Jesu legeme: 1.Kor.12,13. Ef.1,4.

S. 365: Medens de messianske jøder var udtaget fra VERDENS GRUNDVOLD BLEV LAGT, i og med at Riget var udtaget fra dette tidspunkt (Mat.25,34), var det kristne legeme udtaget fra FØR VERDENS GRUNDVOLD BLEV TIL:Ef.1,4 og 2,7.

Den kristne menighed har ikke blot fået løfte om en nopstandelse, men oså om en BORTATOMAR af troende. Den kristne menighed skal ikke gennem trængselstiden på 7 å, men Jesus skal komme ned i skyerne og hente den hjem til sig. Jesus kan ikke tillade at hans legeme, som er ham selv, blive ødelagt af de forfærdelige endtidsbegivenheder, som ligger foran:1.Tes.1,10

4,16-18. 2.Tes.2,1.

s. 366: Den kristne menigheds bortrykkelse er beskrevet som både en HEMMELIGHED og som selve HÅBET for den kristne menighed. Dersom den kristne menighed måtte igennem trængselstiden på 7 år, så kan bortrykkelsen ikke være noget håb, for håbet genspejler det forhold at den kristne menighed skal blive bjerget fra Antikrist.

Den messianske opstandelse er en BETINGET OPSTANDELSE. Den er betinget af at jøderne tager imod Messias.

Den kristne menigheds bortrykkelse er IKKE BETINGET. Jesu komme for den kristne menighed sker når det kristne legeme er FULDTALLIG, og det er kun Gud som ved dette. Derfor kan vi tale om at bortrykkelsen er IMMANENT, som betyder ”ovenhængende”

Frelsen er sikret for den kristne menighed for den danner en åndelig enhed med Jesus. På samme måde som han er indsat i himmelen, er også vi det: Ef.1,4 og 2,7.

Vi ved at der er flere måder at bruge Guds nåde på, og det er ikke alle som er lige rigtige. Det er VORT LIV I NÅDEN som skal vurderes foran Jesu domstol i himmelen.